omkring paa Oftere, navnlig viste Thronds,Frænder sig, og tilføjede mange Folk Skade paa deres Lemmer. Især hjemsøgtes Thrond selv, som han paastod, saa haardt, at han ikke turde gaa ene nogen Steds. Herom blev der megen Tale, dog lader det ej til at have faldt nogen ind, at dette kunde være et af Thronds sædvanlige Kneb, nemlig saaledes at Skibet hemmelig var vendt tilbage, og at han holdt sine Frænder skjulte hos sig. Dog fik man det snart at føle. Om Vaaren sendte Thrond Bud til Leif og foreslog ham at man skulde vedtage at alle skulde møde vaabenløse paa Thinget, for at saadanne Voldsomheder, som de, der paa sidste Ting havde fundet Sted, ser Fremtiden kunde undgaaes. Leif fandt dette at være et godt Forslag, og talte til Gille derom. Gille sandt det betænkeligt at tro Thrond alt for godt, og erklærede derfor, at han ikke anderledes vilde gaa ind paa Forslaget, end saaledes at kun den egentlige Almue skulde være vaabenløs, hvorimod alle de haandgangne Mænd og deres Følge skulde være bevæbnede. Dette blev strax saaledes afgjort[1], og om Sommeren begav man sig paa sædvanlig Tid til Things paa Strømø (1029). Men her hendte det sig en Morgen, da Gille og Leif sad og talte sammen oppe paa en Bakke i Nærheden af Thingvolden, at de saa en heel Deel Folk komme frem paa en Højde mod Øst lige rinder Solen; de talte ikke færre end tredive, og alle vare de bevæbnede paa det herligste: Skjolde, Hjelme, Oxer og Spyd blinkede i Solen, og den hele Flok saa drabelig ud. Da Flokken kom nærmere, kjendte de baade Sigurd, Thord og Gaut. Leif og Gille skyndte sig nu hjem til sine Boder, men Thrond kom ud af sin Bod, ledsaget af mange Mænd, der ligeledes vare bevæbnede, og gik sine Frænder imøde. Leif og Gille havde kun faa Folk hos sig i Sammenligning med den Styrke, Thrond nu kunde opstille, og de vare ikke engang alle bevæbnede. Thrond og hans Frænder gik lige hen mod Leif og Gilles Flok, og toge nu Masken ganske af. „Her ere nu mine Frænder“, sagde han, „som forrige Gang maatte skynde sig bort fra Færøerne, og jeg finder mig ikke i, at vi Frænder saaledes skulle lade os underkue af dig og Gille. Enten skulle I nu lade mig alene dømme imellem eder, eller jeg tillader dem at gjøre, hvad de finde for godt“. Leif og Gille, som indsaa at de aldeles ikke kunde binde an med Thronds Overmagt, valgte at overlade alt til hans Afgjørelse, hvilken han strax afsagde, da han, som han sagde, ikke en anden Gang vilde være klogere til
- ↑ Da det neppe er rimeligt, at en saa vigtig Bestemmelse, som denne, kunde blive afgjort af Høvdingerne paa egen Haand uden tillige at vorde lovtagen paa Thinget, ja da det endog maatte være vanskeligt, for ej at sige umuligt, at faa den bekjendtgjort i Tide for Folket inden Thinget holdtes, skulde man snarest formode at Thrond, der vistnok forlængst havde opgjort sin Plan, foreslog den allerede paa det Thing hvor Karl blev dræbt og at den der vedtoges, saa at Sagaens Beretning her er unøjagtig.
