betale de Skatter, han paalagde. Derpaa rejste de hjem, efter at de tre nye Hirdmænd havde faaet Vennegaver. Lidt senere sendte Kongen et Skib til Færøerne for at kræve de lovede Skatter, men det blev seent, førend det kom afsted, og man hørte ikke til det siden. Et Skib, der afsendtes den følgende Sommer i samme Ærende, gik det ligesaa. Man gjettede frem og tilbage paa, hvor begge Skibe kunde være blevne af; det hed, at de ikke engang havde været seede paa Færøerne, men Sagen var heel mistænkelig, og Kongen selv tvivlede ej paa, at hans Mænd vare blevne myrdede. Om Vaaren 1026 sendte Kongen derfor Bud med et Skib, der gik til Færøerne, at en af hans nye Hirdmænd, Leif, Gille eller Thoralf, skulde komme til ham. Ved dette Budskab blev der megen Tale om, hvad Kongen kunde ville; dog blev man snart enig om, at det ej kunde være andet end at indhente nøjere Oplysninger om, hvorledes det var gaaet med de to forsvundne Skibe. De enedes om at Thoralf skulde drage afsted. Han udrustede til Rejsen et Fragtskib, der tilhørte ham, og medtog en Besætning af 10–12 Mand. Dame vare rejsefærdige og kun ventede paa gunstig Vind, hendte det sig en vakker Dag i Gøta paa Østerø hos Thrond, da hans Brodersønner Sigurd og Thord lange saa vel som hans Systersøn Gaut den røde laa paa Bænken inde i Skaalen, at Thrond med eet brød ud. „Hvor underligt mangt og meget kan forandre sig! I min Ungdom saa man sjælden Mænd, der ere dygtige til hvad som helst, ligge inde nogen Godvejrsdag, og aldrig vilde man have troet sit Thoralf af Dimun skulde blive en raskere Mand end I; medens mit Fragtskib, som staar her i Naustet, er nær ved at raadne under Tjærebrædingen, er hvert Huus fuldt af Uld, som ikke bliver gjort i Penge: saaledes skulde det ikke gaa, hvis jeg var nogle Aar yngre“. Sigurd sprang op, kaldte paa Thord og Gaut, og sagde at han ikke vilde taale slig Bebrejdelse. De gik ud til Huuskarlene, lode Fragtskibet sætte frem, Farmen flytte til og Skibet lade. I faa Dage vare de færdige; de vare ligeledes ti eller tolv Mand ombord. De og Thoralf sejlede ud paa samme Tid, og kunde stedse øjne hinanden paa Havet under Overfarten. De kom en Aften, da det allerede var mørkt, til Hern- eller Henn-Øerne ved Indløbet til Hjæltefjorden. Sigurd lagde til noget længere ude ved Stranden, end Thoralf, dog var der kun et kort Stykke mellem dem. Førend Thoralf om Aftenen skulde gaa til Sængs, gik han først op i Land et nødvendigt Ærende, ledsaget af en Mand. Da de vare færdige til at gaa ned igjen, følte Ledsageren pludselig, sat der blev kastet et Klæde over hans Hoved, og at man løftede ham op; i det samme hørte han Lyden af et Hug, men nu blev han baaren afsted og kastet ud i Søen, dog kom han strax i Land, og da han gik op til det Sted, hvor han og Thoralf havde været, fandt han dennes Lig, med Hovedet kløvet lige ned til Skuldrene. Han og hans Skibskammerater bragte Liget ombord, og satte det hen om Natten, men
