Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/713

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
687
Thoralf Sigmundssøns Drab.

sendte strax Bud til Lygren, hvor Kongen, som i denne Tid berejste Hørdeland, just var paa Vejtsle. Kongen lod strax stevne Ørvarthing, som Loven bød i Drabstilfælde; han lod ogsaa særskilt Besætningen paa de to færøiske Skibe tilsige at møde. Da Thinget var sat, stod Kongen op og sagde: „Her er skeet noget, som til al Lykke kun sjælden høres: en god Mand er tagen af Dage, og, som vi tro, aldeles uskyldigt; nu vil jeg vide, om der er nogen her paa Thinget, som veed, hvem Ophavsmanden er til denne Ugjerning“. Ingen svarede. Da vedblev Kongen: „jeg vil ikke dølge, at jeg har Mistanke til Færøingerne Sigurd og Thord. Jeg tror at Sigurd har dræbt Thoralf, medens Thord har kastet hans Ledsager i Vandet. Deres Bevæggrund tror jeg var den, at de ej vilde at Thoralf skulde røbe deres Udaad, hvorom han upaatvivlelig har vidst Besked og som vi selv have haft en Anelse om, nemlig at de have myrdet mine Sendemænd“. Da Kongen endte sin Tale, stod Sigurd Thorlakssøn op, undskyldte sin Uvanthed med at tale offentligt„ og sagde at slig Beskyldning alene kunde være kommen“fra deres Fiender: den var saa meget mindre rimelig, som Thoralf var hans Fostbroder og gode Ven, og det desuden, om han nu end vilde have dræbt ham, maatte være ham langt belejligere at udføre denne Gjerning hjemme paa Færøerne, end i Norge, lige under Kongens Øjne. Han benegtede al Deelagtighed i Verket, saa vel paa sine egne, som paa sine Skibsfællers Vegne, og tilbød sig, enten efter Landets Lov at aflægge Ed derpaa, eller, om Kongen ansaa det for fuldere Beviis, at bære Jærn derfor under hans egen Opsigt. Dette er den første Gang, at Jærnbyrden, der tilligemed de øvrige lignende Gudsdomme indførtes ved Christenrettens Vedtagelse, omtales sikkert i vor Historie[1]. Da Sigurd endte sin Tale, var der flere,

  1. Jærnbyrden, eller overhoved Prøven med at bære eller gaa paa gloende Jærn, foreskrives ofte i vore ældste Christenretter, hvor ligeledes en anden Prøve, det saakaldte Kjedeltag, eller Optagelsen af en Ring eller Steen paa Bunden af en Kjedel med kogende Vand, omtales. Nøjagtige Regler gives derfor i de gamle angliske Love. Vi have allerede seet, hvorledes Jærnbyrden anvendtes af Presten Poppe, da Kong Harald Gormssøn i Danmark skulde omvendes til Christendommen. Som Ordal eller Beviismiddel omtales Kjedeltaget allerede i et af de yngre blandt de gamle Eddakvad, rimeligviis fra det 9de eller 10de Aarhundrede Gudrunarkvida III.) hvilket viser, at det ej har været ukjendt i den hedenske Tid; derimod blev Jærnbyrden aldrig anvendt, maaskee fordi Kjedeltaget brugtes for Kvinder, medens Mænd heller brugte den hæderlige Afgjørelsesmaade ved Holmgang, eller Retstvekamp, der i flere Lande bibeholdtes til langt ned i Tiden, medens den hos os og paa Island, som vi have seet, afskaffedes næsten paa samme Tid, kort efter Christendommens Indførelse. Vi ville nedenfor, hvor Retsforfatningen omtales, komme til at berøre denne Sag nærmere. Jærnbyrd omtales ogsaa under Olaf, da Grette den sterke stedtes til Prøve, se nedenfor S. 699, men denne Beretning er ikke saa meget at stole paa.