at han vilde have Skat af Færøerne og at de skulde underkaste sig hans Love; han fordrede at alle de tilstedeværende Færøinger skulde give deres Samtykke hertil, og under Ed forpligte sig til at bringe denne hans Vilje i Udførelse, derimod bød han til Gjengjeld de fornemste af dem at blive hans haandgangne Mænd, og lovede dem Hæder og sit Venskab. Færøingerne gjorde i Førstningen Vanskeligheder. Men de vare her i Kongens Vold, og fandt det derfor snart raadeligst at give efter; saaledes gik Leif, Gille og Thoralf ham til Haande, og saa vel de, som deres øvrige Landsmænd aflagde Ed paa at holde de Love og den Landsret, som han fastsatte, og
er urigtig, ligesom i et andet Brev, (Kemble No. 742), der er dateret 1026, uagtet et af Vidnerne, Erkebiskop Wulfstan, allerede var død 1023, og et andet, Thorkell høje, 102l; men i alle Fald maa hiint Brev, hvori Lyfing nævnes som Biskop, være ældre end 1030, siden Haakon Jarl, død i dette Aar eller 1029, nævnes som Vidne. Aaret 1026–1027 for Knuts Romerrejse er saaledes sikkert.
Heraf følger ogsaa næsten ligefrem, at Tiden for Knuts Tog til Danmark og Slaget ved Helgeaa samt Ulf Jarls Oprør var 1027, som Olaf den helliges Saga har det, ikke 1025, som det angives i Krønikehaandskriftet af 1122. Beretningen i dette er dog forholdsviis saa enestaaende, at den vistnok maa antages at grunde sig paa uafhængige, ældgamle Sagn, eller paa Notitser i tabte Krønikehaandskrifter, maaskee og paa Fortællinger fra Norge eller Danmark; kun er Tiden fejlagtig angiven. Man skulde næsten ogsaa formode, at Florents’s Fortælling om, hvorledes Olaf blev forhadt af Nordmændene, og disse lode sig bestikke af Knut, hidrører fra nordiske Sagn, thi det maa vel merkes, at Olaf, som Helgen, paa hiin Tid ogsaa var berømt i England, og at man derfor her kjendte nærmere til hans, end mange andre norske Kongers, Historie, hvilket derimod ej var Tilfældet nærmere hans egen Tid. Vi have allerede tidligere gjort opmerksom paa, at Viljam af Jumiéges i sit Skrift om de nordmanniske Hertuger tilføjer flere, øjensynligt fra nordiske Kilder eller Sagn hentede, Notitser, der vise, at slige Sagn omkring Aarene 1100–1120 maa være komne til England; disse Sagn kunne jo og have strakt sig til Olaf, og været benyttede af andre end Viljam; og merkeligt nok, der spores et tydeligt Slægtskab mellem Viljams og Florents’s Beretninger om Olafs Død.
Fagrskinnas Udsagn, at Knut tilbragte Vintren 1027–28 i England, ej i Danmark, bestyrkes af den næstældste Kodex af Chron. Sax., der siger at Knut i dette Aar drog fra England til Norge. Den ældste siger kun at han drog til Norge, men forudsætter dog næsten at det var umiddelbart fra England. Det er i sig selv ogsaa heel rimeligt, og det lader sig meget godt tænke, at Nordmændene i Førstningen ej have vidst andet end at Knut den hele Tid var i Danmark, saa at denne Beretning har fæstet sig i Sagnet. Det er og let tænkeligt, at han alene har udskrevet en Flaade fra England, og at Chron. Sax., der ej omtaler hans Afrejse i 1027, har urigtigt henført den til 1028. Sagen er i sig selv ikke af stor Vigtighed.
Tidsregningen bliver altsaa denne: i 1026–27 Knuts Romerrejse og Sighvats Rejse til Nordmandie: I 1027 Olafs og Anunds Tog til Danmark, Ulf Jarls Oprør efter Sommeren, Knuts Tog til Danmark, Slaget i Helgeaa og Ulfs Drab. I 1028 Knuts Tog til Norge. I 1029 Olafs Flugt. I 1030 Sighvats Udenlandsrejse og Olafs Død.
