vred. Da Sighvat kom, spurgte Kongen, hvorledes han kunde vove at lade Barnet døbe, uden hans eget Vidende. „Jeg vilde heller“, svarede Sighvat, give Gud to Mennesker, end Djævelen eet“. Paa Kongens Spørgsmaal, hvorledes dette var at forstaa, svarede han: „Barnet var Døden nær: hvis det døde udøbt, tilhørte det jo Djævelen, hvorimod det nu tilhører Gud; derhos vidste jeg, at hvor vred du end maatte blive paa mig, kunde jeg dog i det højeste ikke miste mere end Livet, og hvis I virkelig for denne Sags Skyld berøvede mig mit Liv, vilde jeg ogsaa høre Gud til“. –Dette Svar synes at have beroliget Kongen, der nu kun fordrede at vide, hvorfor Sighvat havde kaldt Drengen Magnus, et Navn, der ej var brugeligt i Ætten. Sighvat svarede, at han havde opkaldt ham efter Karl Magnus eller Karl den store, hvilken var den berømmeligste af alle de Konger, han kjendte i Frasagn. Da sagde Kongen: „du har i Sandhed Lykken med dig, Sighvat, og det er rigtignok ikke underligt, at Lykken følger Forstanden; forunderligt er det derimod, at stundom den uforstandige ogsaa har det Held med sig, at hans daarlige Raad vende sig til det Gode“. Da var Kongen meget glad. Drengen kom til Kræfter, og blev snart evnelig, efter som han voxede til[1].
At Forholdet mellem Kongen og hans Hustru under disse Omstændigheder ej var saa overvættes ømt, synes man at maatte kunne slutte. Han havde jo heller ikke egtet hende af Kjærlighed, og ligesom hendes egen Fader, Olaf Sviakonge, ej havde sat synderlig Priis paa hende, fordi hun kun var en Frilledatter, saaledes har det vel heller ikke været frit, at jo ogsaa hendes Mand maa have tænkt med en vis Harme paa, at han kun havde faaet hende, ej hendes højbyrdige Sysler Ingegerd til Egte. Men for øvrigt er der ingen Spor af at Olaf ikke skulde have viist Dronning Aastrid den sømmelige Ærbødighed. Han skal endog have været saa skinsyg paa hende, at da Ottar svarte var kommen til ham, og han havde hørt at denne, medens han endnu opholdt sig ved Sviakongens Hof, havde digtet en Elskovsdraapa om Aastrid, lod han ham kaste i Fængsel. Ottars Morbroder Sighvat, som besøgte ham i Fængslet, raadede ham til at formilde enkelte Udtryk i Kvadet, og udelade flere af de anstødeligste Vers; hvis han da senere blev kaldt ind ind til Kongen for at lade ham høre Kvadet, skulde han fremsige det med disse Forandringer. Naar det var endt, skulde han strax, inden Kongen kom til Orde, begynde paa at fremsige en Draapa om
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131, den legendariske Saga, Cap. 46. At Magnus fødtes for Vintren 1025⁄26, sees af Sighvat Skalds Vers, optaget i Olaf den helliges Saga, Cap. 236, hvor det heder, at Magnus, da han efter Julen 1035 rejste fra Rusland, ej var fuldt 11 Vintre gammel; hans første Vinter var altsaa 1024–25; og Vaaren før denne bliver 1024.
