sommelig, og Olafs fortroligste Venner vidste at han var Faderen til dets Barn, hun skulde føde. En Nat om Vaaren (1024) blev hun pludselig syg; kun faa Folk vare tilstede, nemlig nogle Kvinder, en Prest, Sighvat Skald, og et Par andre. Fødselen var haard, og hun var nær Døden; endelig fødte hun et Drengebarn, men det var saa svagt, at man en Stund ikke vidste enten det levede eller ej. Da det endelig begyndte at give Livstegn, sagde Presten, at man burde melde Kongen, hvad det var paa Færde. Sighvat svarede, at det torde han slet ikke, da Kongen strengeligen havde forbudt at vække ham førend han vaagnede af sig selv. Da Presten forestillede Sighvat, at Barnet, hvis man ej vilde udsætte sig for at det døde uchristnet, nødvendigviis maatte døbes strax, sagde Sighvat, at han e heller vilde paatage sig Ansvaret derfor, og give Barnet Navn, end at forstyrre Kongens Nattero. Saaledes blev det da døbt, og Sighvat.lod det kalde Magnus[1]. Morgenen efter, da Kongen var klæd, berettede.man ham det forefaldne. Han lod strax Sighvat kalde, og man saa tydeligt, at han var
- ↑ Det kunde synes noget besynderligt, at Sighvat skulde kalde Drengen efter Karls latinske Tilnavn Magnus, og ikke ligefrem Karl. Men det maa vel erindres, at Tilnavnet kun kjendtes i den latinske Form; at det var mere betegnende for Karl end hans virkelige Navn, da der var mange andre, som hed Karl, men ingen anden, som kaldtes Magnus; at det, just fordi det var taget fra et fremmed Sprog, bibeholdtes som et virkeligt Navn, ej som et simpelt Tilnavn, hos de fleste europæiske Folkeslag, ja bibeholdes tildeels endnu som saadant, idet Franskmanden.ej siger Charles le grand, men Charlemagne, Engelsmanden Charlemaine, saa og vore Forfædre Karlamagnus, ja man finder ham endog i et svensk Haandskrift fra 15de Aarhundrede slet og ret kaldt „Konung Magnus“, se „Herr Iwan“, udg. af Liffman og Stephens, V. 15. Fra Sighvats Standpunkt var saaledes Navnet „Magnus“ det rigtigste at vælge, naar det gjaldt at betegne Karl den store, og man behøver ej, som flere have gjort, at betragte* dette Valg som Tegn paa Naivetet eller Uvidenhed. Fra Magnus Olafssøn af kan man ellers forfølge Navnets Udbredelse i Norden og videre, ved Opkaldelser. Hans Syster Ulfhild, der blev gift med Hertug Ordulf af Saxland, opkaldte sin Søn efter ham; fra denne saxiske Magnus kom Navnet ind og vedligholdt sig i de saxiske og braunschweigske Fyrsteætter; i den danske Kongeæt optoges det af Kong Nikolaus, hvis Hustru i første Egteskab havde været gift med den norske Konge Magnus Barfod, og fra Danmark kom det til Sverige.
eller Frille neppe vilde være bleven Dronningens Tjenestepige, er det langt sandsynligere at Jarletitlen er en Forskjønnelse af Sagnet, og at hendes Herre kun har været en simpel Mand. I Harald haardraades Saga, Cap. 23 siges der, at Kong Harald ansaa det for en Skam, at have hendes Søn Thore til Gjenbo ved Bordet, og drillede ham med at .hans Fader hed Hvinngest (den rapsende Gjest), hvilket Thore ej ligefrem benegtede. Hvis „Hvinngest“ ikke blot var et Øgenavn, vilde vi altsaa her have Thores Faders Navn, i alle Fald viser det, at han ej var meget anseet. Det er ej usandsynligt, at vore Sagnfortællere, der nødig vilde skildre Olaf fra den ufordeelagtige Side, have gaaet over de enkelte Omstændigheder ved hele denne Sag saa let som muligt.
