ham selv, hvilken han da i al Hast maatte digte. Sighvat var ham behjelpelig med Omarbejdelsen af Elskovskvadet, og gik siden til Kongen, for at bede om Naade for ham. Kongen vilde intet høre derom, men Sighvat forestillede ham at Ottar var en brav Mand og, af god Æt; han bad ham i-det mindste bore Kvadet, for at dømme om det var saa slemt, som man sagde. Olaf føjede ham tilsidst deri, og lod Ottar efter 3 Dages Forløb kalde til sig. Dronningen sad da ved hans Side. Da Ottar kom og hilsede ham, modtog Kongen ikke hans Hilsen, men bød ham strax at fremsige sit Kvad, for at Dronningen, som han spydigt udtrykte sig, kunde høre sin Ros. Ottar satte sig ved Kongens Fødder, og fremsagde Digtet. Kongen rødmede derved, men førend han kunde komme til Orde, begyndte Ottar paa den Draapa, han i Fængslet havde digtet om ham. Hirdmændene raabte vi Førstningen, at han skulde tie, men Sighvat forestillede dem, at det jo dog ej kunde skade, at de hørte deres Konges Lov, siden kunde jo Kongen lige fuldt bestemme om Ottar, hvad han fandt for godt. Kongen taug fremdeles. Da Kvadet var færdigt, roste Sighvat det meget, og Kongen sagde: „det er bedst, Ottar, at du faar dit Hoved i Løn for Draapen“. Ottar svarede, som Egil fordum, at Gaven tyktes ham god, skjemt Hovedet ej var fagert. Da gav Kongen.ham en Guldring oven i Kjøbet. Ogsaa Dronningen tog en Guldring af sin Finger og lod den trille ned til ham. Kongen syntes ej derom, og spurgte hvor længe hun agtede at vedblive med at give Ottar Vennegaver. Hun svarede, at han ej maatte fortænke hende i, at ogsaa hun, lige saa vel som han, vilde lønne sin Ros. Kongen fandt det rimeligt, men sagde dog, at han herefter ikke skjøttede om at der skulde være noget. Venskab mellem hende og Skalden. Ottar forblev imidlertid“ hos Kongen, og blev meget afgjort; hans Draapa, der ligesom Egil Skallagrimssøns kaldtes „Hovedløsningen“, indeholder, som vi have seet, vigtige Oplysninger om Olafs tidligste Bedrifter og deres Chronologi[1].
I sin personlige Omgang med sine Mænd, og dem, der besøgte ham, lagde Olaf stedse Vind paa Blidhed, Venlighed og Nedladenhed. Ofte spøgte han med dem, og forstod ogsaa godt at modtage Spøg. Stundom, naar hans Skalde henkastede Smaavers, svarede han selv ligeledes paa Vers, som han ret godt forstod sig paa at forfatte. En Gang, da Sighvat og Ottar syntes at de ej vare saa meget afgjorte som før, sendte Kongen dem
- ↑ Olaf den helliges Stige i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 173. Den legend. Saga, Cap. 61. Det siges her, dog neppe rigtigt, at Ottar imidlertid havde opholdt sig hos Kong Knut, og nys var kommen fra ham. – Naar for øvrigt enkelte i Olafs Misbilligelse af Ottars Elskovskvad har seet et Tegn paa at Kongen ej elskede Aastrid, eller misundte hende hendes Ros, da tager man fejl. Forholdet er aldeles modsat. Elskovskvad (mansöngskvæði) ansaaes i hiin Tid, hvad vi oftere have seet Exempler paa, som fornærmelige, især da de vist ogsaa vare fulde af Uanstændigheder. Endog Sighvat fandt, at Ottar i sit Digt var gaaet for vidt.
