Annaler, deeltog der i dette Slag, paa Sigtryggs Side, en Mængde Nordmænd fra Syderøerne, sandsynligviis afsendte af Sigurds Svoger, Gille Jarl, der selv blev hjemme, mange Folk fra Wales og Cornwall, endeel Islændinger og Gøter[1]. Blandt de Islændinger, der fulgte Sigurd, nævner Sagaen udtrykkeligt Thorstein Siduhallssøn, Halldor, Søn af Gudmund den mægtige, Ravn den røde, Aamunde hvite; Flose vilde ogsaa have været med, men Jarlen tillod det ej, da han havde sin Pilegrimsrejse til Rom at foretage. Fra andre Kanter skulle Vikinger i mængdeviis være strømmede til med Koner og Børn, i den Tro, at de nu med Lethed kunde vinde sig et Land at bebygge[2]. Til bestemt Tid, Palmesøndag, samledes alle de forbundne Høvdinger med den hele Hær i Dublin. Imidlertid havde ogsaa Brian bragt en betydelig Hær paa Benene, med hvilken han lejrede sig paa Sletten ved Cluanatarbh eller Clontarf noget østenfor Dublin. Herfra sendte han hemmeligt endeel udvalgte Mænd under sin Søn Duncans Anførsel, ser at.herje Leinster, og rimeligviis derved at bevirke en Diversion af den fiendtlige Styrke. Men den forrige Overkonge Mælsechnail, der nu kun som Vasal anførte en Afdeling i Brians Hær, og naturligviis længedes efter en Lejlighed til at afryste Aaget, skal hemmeligt have underrettet de fiendtlige Fyrster om at Brian paa hiin Tid havde svækket sin Hær, og han skal have lovet, naar de angrebe ham, selv at drage sig ud af Kampen med 1000 af sine Krigere. De besluttede derfor at angribe Brian snarest muligt 3). Der fortælles at Vikingen Broder, som tidligere havde været Christen, men atter var falden tilbage til Hedendommen og bleven den værste Blotmand, skal have gaaet til Frett for at erfare Kampens Udfald, og han skal have faaet det Svar, at hvis Striden stod paa en Fredag, vilde Brian nok sejre, men selv falde; stod den derimod paa en anden Dag, vilde alle Brians Modstandere falde: og derfor, siges der, bestemte Broder den førstkommende Fredag, nemlig Langfredag den 23de April, til Kampdag.
