Som Underkonge i Cumberland maa Mælkolm Kenedhs Søn have haft sin største Støtte hos Sydskotterne, saa vel som hos Anglernes Konge, hvis Vasal han var. Vi finde ogsaa senere hans Ætling understøttet af Northumberlands Jarl. For Mælkolm af Moray var der saaledes ingen anden Hjelp at vente, end fra Nordmændene paa Orknø, hvilke og, som vi siden erfare, fra denne Tid af var hans Slægts bedste Støtte. Vi kjende for øvrigt saare lidet til alle disse Begivenheder, der i den skotske Historie ere meget forvirret fortalte, og i vore egne Sagaer tildeels ere henførte til en urigtig Tid[1]. Der tales hos de skotske Chronister om en stor Sejr, som Mælkolm Kenedhs Søn, strax efter at være bleven Konge, skal have vundet over Nordmændene – neppe andre end Sigurd Jarl og hans Mænd – ved Murtillach i Nærheden af Elven Spey; til Erindring om denne Sejr skal han have stiftet et Biskopsdømme i Murtillach, der liden flyttedes til Aberdeen. Det er imidlertid meget uvist, om denne Beretning medfører Sandhed; thi det synes tvertimod, som om den anden Mælkolm den længste Tid, og lige til sin Død, havde Overhaand i Nordskotland, ligesom ogsaa Sigurd Jarl fremdeles nævnes som en saare mægtig og anseet Fyrste. Det er tidligere omtalt, hvorledes Gunnlaug Ormstunge besøgte ham, og hvorledes sidenefter saavel de fra Island landsforviste Deeltagere i Njaals og Sønners Indebrænding, som Blodhevneren Kaare Salmundssøn indfandt sig ved hans Hof, hvor ligeledes Thorstein, Siduhalls Søn, paa den Tid opholdt sig. Hans Hof har neppe været mindre besøgt end nogen anden nordisk Konges, og der har maaskee for saa vidt hersket større Pragt hos ham, som Orknøernes Beliggenhed maatte i hine urolige Tider ret snøre dem til en Samlingsplads for Vikinger, Farmand og andre æventyrlystne Folk baade fra de nordiske og britiske Lande.
Sigurds Ærgjerrighed og Erobringslyst voldte hans Død. Paa denne Tid herskede, som vi have seet, Sigtrygg Silkeskegg over Nordmændene i Dublin[2]. Han havde, som man maa formode, en Stund været nøje
- ↑ Briansslaget henføres, som oftere nævnt, i Sagaerne, Njaalssaga fraregnet, til 1004, i Annalerne til 1004, i enkelte endog til 1003 eller 1002.
- ↑ Se ovf. S. 281, 208. Ogsaa han havde været besøgt af Gunnlaug, se S. 441.
han allerede paa den Tid har været betragtet som Arving til Katanes. Det er maaskee denne Omstændighed, der har bevirket Briansslagets urigtige Henførelse til 1004, idet man har antaget Sigurd for at være død i dette Aar, paa Grund af at Sønnen da fik Jarlsnavn. Det indsees let, at Sagaens Udtryk, at Sigurd egtede „Kong“ Mælkolms Datter, ej gjør det uomgængelig nødvendigt, at sætte Giftermaalet efter hans Formands Død 1003; thi deels kunde Kongetitlen i Sagaen være anticiperet, deels har Mælkolm vist allerede siden Kenedhs Død 995 antaget Kongetitel ligesom hans øvrige Frænder. Man hører heller ikke bogstaveligt at antage Thorfinn for at have været mindreaarig ved Faderens Død, men kun da han fik Jarlsnavn.
