Om Olafs Maade at tilbringe Dagen paa tilføjer Sagaen, at han plejede at staa tidligt op om Morgenen, klæde sig og vaske sine Hænder, derpaa gaa til Kirke, og lode Ottesang og Morgenmesse; og naar han dermed var færdig, at gaa til Stevne-r eller Moder for deels at bilægge Stridigheder mellem Folk, deels at afhandle andre nødvendige Sager. Naar denne Forretning var sluttet, plejede han, som man ellers af enkelte Ytringer hist og her erfarer, at gaa i Højmesse, og umiddelbart derefter til Bords; og var det da, som man seer, forbudt, eller i det mindste anseet for upassende, at bryde ham med Forretningssager. Efter Bordet hørte han atter Non-Messe, naar en saadan holdtes, nemlig før Helligdagene, og Aftenen tilbragtes derpaa med selskabelig Lystighed.
Medens Kong Olaf saaledes, som vi have seet, arbejdede paa at befæste Christendommen i Landet selv, og sammenknytte Rigets enkelte Dele, undgik heller ikke Bilandene hans Opmerksomhed. Først og fremst rettede sig hans Bestræbelser i denne Henseende paa Orknøerne og Hjaltland, hvis Beliggenhed i Nærheden af Skotland, og hvis Jarlers mangehaande Forbindelser med dette Lands Konger, allerede maatte gjøre dem til en temmelig usikker Besiddelse for Norge, om de end ikke, hvad her var Tilfældet, dannede en egen Vasal-Stat, der som alle saadanne ikke umiddelbart styredes af den egentlige Overherre, men kun af Vasallen, som ikke mindre her, end andensteds, stræbte efter Uafhængighed. Men for at kunne forstaa de Forhandlinger, der nu fandt Sted mellem Kong Olaf og Orknøernes Jarler, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, idet vi omtale de vigtigste Begivenheder, som siden Erik Jarls Dage indtil Kong Olaf Haraldssøns Fremtræden havde fundet Sted paa Orknøerne og i de øvrige Vesterlande.
Vi forlode den mægtige Sigurd Jarl den digre, idet han, forbunden med sin fordums Modstander, Mælkolm af Moray, havde mindet en større Indflydelse i Skotland, i det mindste i Nordskotland, end han maaskee nogensinde forhen havde besiddet[1]. Tronstridighederne i Skotland begunstigede ham. Mælkolm, Søn af den i Aaret 994 – ved et Forræderi, maaskee af den ovenfor omtalte Finnlaich Moe Ruairi – dræbte Kong Kenedh, og tillige Konge i Cumberland under Ædhelreds Lenshøjhed, havde allerede længe gjort Fordringer paa Tronen, og i de langvarige Stridigheder, der nu fandt Sted mellem begge Mælkolmer, har Sigurd Jarl visselig blandet sig, især da han, som vi have seet, fik Mælkolm af Moray’s Datter til Egte[2]. Han havde her Anledning nok til at udvide sine Be-
