ladt Kongen indenlands“, heder det, „at herje for Mænd til Christendommens Fremme; dog skal han ej dræbe Mænd og ikke brænde Huus, men kun tage deres Gods og Kvæg som Krigsbytte“[1]. Efter disse Grundsætninger see vi ogsaa at Olaf og hans Forgænger Olaf Tryggvessøn handlede, og det ganske vist i fuld Overbeviisning om at de handlede med fuldkommen Berettigelse; kun gik de, da de havde med virkelige Hedninger at bestille, strengere frem, og anvendte først de haardeste Midler.
I den verdslige Lovgivning maatte vel Christendommen og dens Grundsætninger gjøre betydelige Forandringer, men imidlertid vedligeholdtes endnu den ældgamle, forhen skildrede, Retsforfatning, hvorved de fleste Forbrydelser kun ansaaes som private Fornærmelser og kunde afsones med Pengebøder, af hvilke Kongen, som repræsenterende Staten, fik en Deel[2]. De ovenfor nærmere beskrevne Stands- eller Rang-Klasser, af hvilke enhver havde sin særegne Ret, vedbleve endnu i flere Aarhundreder aldeles uforandrede, uden for saa vidt der, som vi have seet, ved Christenrettens Bestemmelser sørgedes for, at Trællene efterhaanden frigaves. Flere af de Retshandlinger, som hidtil foretoges ved Hovene, lagdes nu til Kirkerne, f. Ex. Eds-Aflæggelsen, Ætledning af Børn, o. s. v.
Olaf synes at have været den første af Kongerne, som indførte en bestemt Hof-Ordning, der formodentligen danner Grundvolden til de af senere Konger udstedte Hirdskraaer. Om Maaden, hvorpaa han indrettede sig i Nidaros, fortælles der: „han lod huse Kongsgaarden; der indrettedes en stor Hirdstue, med Dør paa hver Ende. Kongens Højsæde var midt i Stuen; nærmest dette, paa den indre Side, sad Grimkell, og dernæst de øvrige Prester; paa den anden Side sad Kongens Raadgivere. Lige over for Kongen, idet andet Højsæde, sad Kongens Stallare Bjørn digre, og dernæst de anseelige Mænd, der vare i Besøg hos Konger[3]. Dette forklares nærmere ved en andensteds meddeelt Beretning[4] om den ældre Maade, hvorpaa Sæderne vare ordnede i Kongehallen: „der var to Langpaller eller Langbænke, der gik langs ad sulten; paa den ene, der vendte mod Solen (altsaa var paa Nordsiden) og kaldtes den fornemmere (œðri), var Kongens Højsæde eller Andvege, hvor Dronningen sad paa venstre Side af Kongen; paa begge Sider, baade Karle- og Kvinde-Siden, regnedes det for den fornemste Plads, jo nærmere man sad Andveget, og for den ringeste, jo nærmere man sad Døren. Den gjæveste Mand, der tillige var gammel og forstandig, kaldtes Kongens Raadgiver – det var nemlig i den Tid Kongernes Skik at have gamle vise Mænd til at
