ikke i de ældre Christenretter[1], og indførtes vel derfor først senere, sandsynligviis ikke førend ved Kardinal Nikolaus’ Nærværelse i Midten af det 11te Aarhundrede, da Erkestolene oprettedes. I England var dog saavel Tienden som Rumaskatten allerede paa Knuts Tid forlængst indført[2]. En Indretning, der, som vi have ytret, minder om Pave Gregorius’ humane og fornuftige Raad til de første Christendomsforkyndere i England[3], ej ganske at afskaffe de gamle i Hedendommen brugelige Fester, men kun at knytte dem til christelige Festdage, var Ølgerden, eller de i Christenretten selv paabudte Sammenskuds-Gilder, der skulde holdes, hvor der boede mindst 3 Bønder saa nær ved hinanden, at de ej uden altfor stor Ubekvemmelighed kunde komme sammen. Bonden og hans Huusfrue skulde hver bringe en Mæle Øl; ved Sammenkomsterne skulde Mindeskaalene signes og drikkes til Christi og Jomfru Marias Tak, og for et godt Aar og Fred. Der nævnes tre slige lovbestemte Sammenkomster, nemlig om Høsten, aller senest før Allehelgensdag, altsaa nærmest svarende til Høstblot, om Juul, altsaa svarende til Juleblot, og endelig ved St. Hans, altsaa nogenledes svarende til Sommerblot, der nu ej behøvede at holdes saa tidligt, fordi man ikke længer drog ud paa Vikingetog[4]. Saadanne Sammenkomster var det vistnok, som Ølve paa Egg og de indthrøndske Bønder foregav at have paa Mæren, og ligesom det i sin Tid var en Æressag for de fornemste og rigeste Høvdinger, selv at vedligeholde og bekoste Blotfesterne, saaledes maa der have været flere, der paa egen Haand bekostede disse Ølgerds-Gilder: navnligen kan det neppe have været andre end disse, som Sigurd paa Throndenes og hans Søn Aasbjørn Selsbane plejede at holde[5].
De sædvanlige Straffe for gejstlige Forbrydelser ere i de ældste Christenretter foruden Skrifte, først Boder, siden Ejendomstab, og endelig Utlegd. „Han fare i hedensk Land, vil han ikke christen være“, heder det[6]; det christelige Kirkesamfund taalte ingen Hedning i sin Midte, og som Hedning ansaaes ej alene den, der ej vilde antage, eller afsvor Christendommen, men ogsaa den der ej vilde underkaste sig de til dens Vedligeholdelse nødvendige Bestemmelser. Gjenstridighed hos hele Bygder var Kongen berettiget til at refse med væbnet Haand: „den er den eneste Hærfærd, der er til-
- ↑ Den omtales alene i den ældre Frostathings Lov II. 20, hvor ogsaa Kardinal Nikolaus og Erkebiskop Jon I. omtales (III. 17). De øvrige omtale Tiende, men ej Rumaskat.
- ↑ Rumaskat (Rómfeóh) omtales i de engelske Love allerførst i Edwards og Gudhrums Tractat Cap. 6.
- ↑ Se ovenfor S. 276.
- ↑ Ølgerd før Allehelgensdag og før Juul nævnes i Ældre Gulathings Lov, Cap. 6 og 7, og Jonsmesse Øl i Ældre Frostathingslov II. 21.
- ↑ Sigurds Vaar-Gilde holdtes ved Paaske, hvilket endnu nærmere svarer til Sommersblotstid.
- ↑ Ældre Vikske Christenret, f. Ex. Cap. 4.
