saa hele Vintren paa Oplandene, idet han, fremdeles, som man maa antage, med Grimkells Raad, rettede paa hvad der endnu kunde tiltrænge det, og ordnede Christendomsvæsenet, hvor det tyktes ham nødvendigt.
Efter at vi nu have fulgt Olaf Skridt for Skridt under hans Bestræbelser for at udbrede og befæste Christendommen, er det af Vigtighed at kaste et Blik paa de fornemste af de Indretninger til dens Fremme, der nærmest maa være at tilskrive ham. Vi kjende dem vistnok ikke ganske i den Skikkelse, hvori de udgik fra hans Haand, thi deres Optegnelse hidrører fra en senere Tid, efter at de allerede havde modtaget flere Modifikationer under senere Konger; men disse Modifikationer kunne dog i det hele taget ej have været synderlig store. I de Christenretter, som ere os levnede, er det fornemmelig Tiende-Afgiften og Inddelingen i formelige Diøceser eller Biskops-Stifter, og Tilværelsen af en fast og bestemt begrændset biskoppelig Jurisdiktion, der, tilligemed alt, hvad som derpaa grunder sig, maa tilhøre en senere Periode; i Olafs Tid og endnu en Stund derefter var der nemlig ingen faste Biskopper, men kun omrejsende Lydbiskopper[1], og for saa vidt der var nogen Afsondring mellem bestemte Biskops-Distrikter, kan denne alene have bestaaet deri, at det Nordenfjeldske med de vestlige Kystfylker dannede et, og Viken med Oplandene et andet Distrikt, hvilke begge maaske sædvanligviis berejstes af hver sin Biskop, uden at dette dog kan antages at have været nogen bestemt Regel[2]. De øvrige af Bestemmelserne, af hvilke enkelte udtrykkeligen henføres til Kong Olaf, kunne dog neppe, endog i Formen, have undergaaet synderlige Forandringer siden hans Tid.
De fleste af vore Christenretter begynde saaledes, at alle og enhver skulle være christne og forsage Hedendommen; der siges og, at man skal „bøje sig mod Østen“ og bede til den hellige Christ om gode Aar og Fred[3]. Hvert Barn som fødes, siges der, skal ogsaa opfødes, med mindre det er en Vanskabning, og da skal det dog føres til Kirke og primsignes, saaledes bringes ud af Hedendommen, men – saa raae vare endnu Forestillingerne om hvad man skyldte Humaniteten – det skulde derpaa enten dræbes eller
- ↑ Se Mag. Adam af Bremen, IV. 33.
- ↑ Efter hvad der ovenfor er nævnt om Viken og Christendommens første Udbredelse der fra Tydskland og Danmark af, skulde man maaske kunne antage, at Biskoppen i hine Egne stundom har staaet i nærmere Forbindelse med Bremen end den nordenfjeldske Biskop, der vel især holdt sig til England.
- ↑ Ældre Gulathings-Lov, Cap. 1.
