erkjende hans Supremati: en Omstændighed, der maaske er Grunden til at Kong Olaf Haraldssøn, der neppe omtaltes med synderlig Venlighed af Mag. Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfssøn i Danmark, dog har fundet Naade for Adams egne Øjne, medens han derimod bryder Staven over Olaf Tryggvessøn, hvilken med Undtagelse af Thangbrand kun synes at have benyttet engelske eller i England oplærte Prester, og ikke at have tænkt sig den nye Kirke, der nu skulde oprettes i Norge, anderledes end som en Underafdeling af den engelske. Man bør altsaa maaske antage, at Grimkell om Høsten 1023 er kommen tilbage fra Bremen med en Deel Gejstlige, at han om Vintren 1023–1024 har hjulpet Olaf med at lægge den sidste Haand paa Kirkeforfatningens Ordning i Throndhjem, og at han om Vaaren har ledsaget ham sydefter for at gjøre det samme i Gulathinget, i Viken og paa Oplandene. Thi Olaf lod det, som det nedenfor skal nævnes, paa denne Rejse ikke bero med med at besøge Gulathingets Fylker, men han gjestede saavel Viken, som Oplandene, og sørgede overalt for Christendommens og Lovgivningens Tarv.
Da det nu kun var Gulathingets Forening, som det stod tilbage at ordne og paany at sammenknytte, maa man saaledes antage at dette paa denne Rejse er skeet, idet de nødvendige Foranstaltninger i den Anledning ere vedtagne paa forskjellige Thing, især paa Mostrarthing, saa meget mere som Erling Skjalgssøn nu neppe vovede at gjøre nogen Modstand. Man skulde næsten formode, at der nu først blev draget faste Grændser mellem Lagthings-Distrikterne, eller hver af de tre Hovedlovgivningers Omraade, saaledes at Agder, hvoraf den østlige Deel endnu efter Haakon den godes Tid ofte regnedes til Viken, nu lige fra Rygjarbit eller Jernes lagdes til Gulathingslagen, hvilken det fra den Tid tilhørte, og at ligeledes de vestlige Oplande, Vors og Valdres, lagdes til denne, medens det sydvestlige Opland, Thelemarken, lagdes til Eidsivathingets Distrikt, og nærmest til Viken[1]. Norges verdslige Organisation og Inddeling i tre, indbyrdes nøje forenede, Hoveddele var altsaa nu fuldendt.
Olaf fortsatte sin Rejse paa samme Maade lige til Lands-Enden, det vil sige ved Gaut-Elvens Udløb, og begav sig om Høsten ind i Viken, hvorfra han sendte Bud til Oplandene, for at melde, at han om Vintren vilde rejse om der paa Vejtsler, hvilke han derfor lod tilsige. Han tilbragte og-
- ↑ Søndmøre har neppe endnu været gjenforenet med Gulathinget, da der i den ældre Lovs Thingfare-Liste, med udtrykkelig Angivelse af Olaf (Kyrre) som Bestemmelsens Ophavsmand, staar at der fra Søndmøre kun behøve at indfinde sig paa Gulathing „saa mange som ville“, medens der for de øvrige Fylker nævnes et bestemt Antal, hvilket vel bør ansees som et Beviis paa at Forbindelsen mellem Søndmøre og Gulathing da endnu var løs. I gejstlig Henseende hørte Søndmøre ogsaa til Nidaros, hvad der tyder paa at det paa den Tid, da den gejstlige Inddeling ordnedes, regnedes til Frostathings-Lag. Vi finde det ogsaa i det 10de og 11te Aarhundrede som oftest nævnt i Forbindelse med Raumsdal og Nordmøre. Se ovf. S. 614.
