lig“, svarede Aasbjørn, „mener ikke ogsaa du det samme „Det skal jeg sige dig kort og godt“, sagde Thore, „din første Rejse var dig til stor Skam, men som dog nogenledes kunde oprettes, den anden derimod vil blive dig og din Frænde til uoprettelig Skjendsel, hvis du virkelig skal vorde Kongens Træl og ikke bedre end den uværdige Sel-Thore. Viis dig nu som en Mand, idet du bliver siddende her paa dine Ejendomme, og vi Frænder skulle da hjelpe dig, at du aldrig oftere kommer i saadan Knibe“. Aasbjørn fulgte gjerne dette Raad, og blev saaledes siddende. Men da Kongen hørte dette, og at Aasbjørn saaledes havde brudt Forliget, erkjendte han sig heller ikke forpligtet til at skaane Aasbjørn, men derimod berettiget til at tage hans Liv[1].
Vaaren efter (1024) deelte Kongen Syslen paa Haalogaland, som Haarek i Thjøtta hidtil ene havde haft, mellem ham og Aasmund Grankelssøn. Aarsagen til denne, for Haarek saare uvelkomne, Foranstaltning, nævnes ikke; muligt, at der har forefaldet noget mellem Kongen og Haarek, hvorved denne har lagt et ham mindre venligt Sindelag for Dagen, eller at Kongen ikke har haft ret Tiltro til ham, eller at det overhoved nu laa i Kongens Politik, at svække det mægtige Aristokrati saa meget som muligt ved at formindske og udstykke Syslerne, og indsætte Sysselmænd, som han kunde lide paa, ved de mest anmassende og herskesyge Høvdingers Side, saaledes, som han allerede havde gjort ved Erling Skjalgssøn, idet han udnævnte Aaslak Fitjaskalle til Sysselmand paa Hørdeland. De fornemme Slægter i Norge vare desuden saa nøje forbundne ved Frændskab, at en virkelig eller indbildt Fornærmelse, som overgik et Medlem af den ene, paa en vis Maade føltes af dem alle; og det er derfor ikke at betvivle, at den Medfart, der var bleven Aasbjørn Selsbane til Deel, betragtedes med mere eller mindre Mishag af de fleste Høvdinger, hvilke desuden i Almindelighed vare ilde tilfreds med den Kraft og Bestemthed, som Olaf i sin hele Fremtræden lagde for Dagen, og hvormed han vidste at kue Selvraadigheden, haandhæve sin Magt, og drive sine Lovforbedringer igjennem. Det er heller ikke at betvivle, at Olaf var sig denne stedse tiltagende Uvilje meget vel bevidst, og at han derfor betragtede
- ↑ Olaf d. helliges S. Cap 112–116, Sn. Cap. 123–128. Den legendariske Saga, Cap. 49–52, fortæller den samme Begivenhed, men med aldeles forskjellige, stundom kortere og mere charakteristiske, stundom vidtløftigere Ord, men uden store Afvigelser. Den nævner intet om at Aasbjørn boede paa Throndenes, og navngiver ej Stedet hvor Thore Sel blev dræbt; den lader Aasbjørn drage sydefter andengang med 2 eller 3 Skibe og to Hundrede Mand; den tilføjer at hverken Aasbjørn eller hans Fader vare retsindige Mænd, og at mange derfor laa dem paa Nakken. Den lader Erling medbringe tolv (store) Hundreder Mand til Agvaldsnes. For Resten stemmer det øvrige med den anden Beretning.
