Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/649

623

Kongens og Erlings Trætte om Aasbjørn.

Rækkerne uden at give mindste Tegn til Frygt; hans Mænd fulgte efter. Ved Indgangen til Gaarden traadte Erling i Vejen for ham og hilsede ham. „Hvad skal dette betyde“, spurgte Kongen; „vil du sperre mig Vejen“? „Nej, Herre“, svarede han, „jeg vil kun byde Forlig for min Frænde Aasbjørn og saa store Bøder, som I selv vil bestemme, naar han kun faar beholde Liv, Lemmer og Landsvist“. „Saa vidt jeg kan skjønne af den Mængde Folk, du har draget sammen, agter du nok selv at raade her“, sagde Kongen. „Nej“, svarede Erling, „I skal raade, og det saaledes, at vi skilles forligte“. „Du skal ikke skræmme mig, Erling“, sagde Kongen, „hvor mandsterk du end er“. „Det er heller ikke min Mening“, sagde Erling. „Om saa var“, svarede Kongen, „vil jeg dog ikke fly for dig“. „Du behøver ikke“, sagde Erling, „at minde mig om, at jeg hidtil, naar vi traf sammen, havde færre Folk end du, men nu vil jeg ej dølge, hvad jeg har i Sinde, nemlig enten at vi skulle skilles ad forligte, eller at du ikke tiere skal see mig for dine Øjne“. Da var Erling blodrød i sit Aasyn. Biskop Sigurd gik nu frem og sagde: „Herre, jeg beder eder for den Lydighed, I skylder Gud, at I indgaar Forlig med Erling, saaledes som han byder, nemlig at Manden beholder Liv og Lemmer, men I bestemmer de øvrige Betingelser“. „Som I vil da“, sagde Kongen. Biskoppen sagde derpaa til Erling: „Stil nu Kongen den Sikkerhed, han foreskriver, og lad Aasbjørn give sig i Kongens Vold for at faa Fred“. Erling stillede den forlangte Sikkerhed, som Kongen modtog, derpaa gav Aasbjørn sig i Kongens Vold og fik Fred, hvorefter Erling gik bort med sine Mænd uden at hilse Kongen til Afsked. Kongen gik nu ind i Stuen og Aasbjørn med ham. Her forkyndte Kongen Forligsvilkaarene. For Thores Drab, Lovbrudet og den ham selv derved tilføjede Fornærmelse bestemte han Pengebøder; derhos bød han, at ifølge den i Landet gjeldende Lov, at den, der dræbte en kongelig Tjenestemand var forpligtet til at paatage sig samme Tjeneste, hvis Kongen ønskede det, skulde Aasbjørn være hans Aarmand i Thore Sels Sted, og forestaa Kongsgaarden paa Agvaldsnes: opfyldte han ej dette, var han fredløs. Aasbjørn erklærede sig beredt til at opfylde alle disse Bestemmelser, „dog“, sagde han, „maa jeg først rejse hjem og beskikke min Gaard“. Dette fandt Kongen billigt. Aasbjørn begav sig da tilbage til sine Mænd, der i alle disse Dage med Ængstelighed havde ventet paa Udfaldet af hans Sag, og ikke havde villet drage hjem, førend de saa, hvad det blev til. Nu skyndte han sig afsted, og standsede ej førend han kom til Throndenes. Kongen drog ligeledes bort, til en anden Vejtsle. Kort efter at Aasbjørn, som nu kaldtes Selsbane, var kommen hjem, traf han sammen med sin Farbroder Thore Hund, der paa det ivrigste spurgte ham ud om alt, hvorledes det var tilgaaet. Aasbjørn fortalte det nøjagtigt. „Du mener vel altsaa nu“, sagde Thore, „at du har hevnet den Skam, der overgik dig i Høst“. „Ja visse-