Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/648

622

Olaf Haraldssøn.

nelser; ogsaa du vil dog vel heller følge hans Exempel, end deres, der dømte ham til Døde og dræbte ham paa en Fredag. Det er nu ikke saa langt til i Morgen, og da er det Søgnedag“. Kongen saa noget forundret paa ham og sagde: „jeg skal føje dig i at lade ham slippe for at dræbes i Dag, men saa skal du ogsaa selv tage imod ham og passe paa ham, saa at han ikke slipper bort, thi skeer det, da skal du undgjelde det med dit Liv“. Thorarin gik nu til det Huus, hvor Aasbjørn sad fængslet, lod Fjeteren tage af ham og fulgte ham i en liden Stue, hvor han skaffede ham baade Mad og Drikke; han sagde ham, hvilken Straf Kongen havde bestemt, hvis han kom bort, og Aasbjørn forsikrede, at han ej behøvede at frygte for det. Thorarin sad hos ham Resten af Dagen, og sov der om Natten. Om Løverdagen stod Kongen op for at gaa i Morgenmesse, og gik siden til Stevne, hvor der var en Mængde Bønder, som havde meget at afhandle, saa at han blev siddende der til langt ud paa Dagen, og temmelig seent gik til Højmesse. Efter Messen gik han strax til Bords, og efter Bordet sad han en Stund ved Drikken. Imidlertid gik Thorarin til Presten, som forestod Kirken, og gav ham to Øre Sølv for at ringe Helgen ind saa snart som Kongens Bord toges bort. Da Kongen havde siddet en Stund og drukket, lod han Bordene tage bort, og sagde, at det nu var paa Tide, at Trællene førte Drabsmanden bort og dræbte ham. Men i det samme ringede det til Helg, og Thorarin spurgte strax Kongen, om Forbryderen dog ikke burde beholde Livet Helgen over, hvor ilde han end havde handlet. „Pas da blot paa ham, saa at han ej kommer bort“, sagde Kongen, og gik til Non-Messe. Thorarin sad fremdeles hos Aasbjørn. Om Søndagen gik Biskoppen til Aasbjørn, skriftede ham, og tillod ham at lyde Højmessen. Men førend denne begyndte, gik Thorarin til Kongen og bad ham faa andre til at passe paa Aasbjørn, da han nu selv helst ønskede at blive Ansvaret kvit. Kongen fandt dette billigt, takkede ham for hans Umag, og satte nogle andre til at bevogte Aasbjørn, som da paany blev fjetret. Da man gik til Højmesse, blev Aasbjørn ført derhen, og stod med sine Vogtere udenfor Kirken, medens Kongen og hele Menigheden stod indenfor. Messen begyndte, og Evangeliet var just læst, da kom Erling Skjalgssøn og hans Sønner med den Skare, de imidlertid havde samlet, og som skal have været henimod 1800 Mand. Skjalg saa, hvor Aasbjørn stod, tog ham fat, drog ham over i sin Flok og brød Fjetren af ham. Ved den Tummel og Gny, som herved foraarsagedes, løb alle de, som før stode ude, ind i Kirken, men de, som vare inde, saa ud, med Undtagelse af Kongen, der med ufravendt Blik hørte Messen til Ende. Erling og Skjalg opstillede nu sine Mænd i to Rækker, en paa hver Side af den Vej, der førte fra Kirken til Kongsgaarden; selv toge de Plads paa hver sin Side af Kongsgaardens Dør. Da Gudstjenesten var endt, gik Kongen langs ad den smale Vej mellem