den tredie, hvilken I rigtignok ikke agte synderligt, at han brugte mine Fødder til Huggeblokk“? „Det er ilde“, svarede Skjalg, „at I, Konge, er saa misfornøjet, thi ellers var dette et godt Stykke Arbejde; dog, mishager eder det saameget, og tykkes det eder af saa stor Betydenhed, saa haaber jeg og at min Tjeneste hos eder berettiger mig til at fordre meget, og mange ville vist sande, at I godt kan være bekjendt at tilstaa mig denne Bøn“. „Hvor meget du end kan være værd, Skjalg“, sagde Kongen, „saa vil jeg dog ikke for din Skyld bryde Loven eller give Slip paa den kongelige Værdighed“. Skjalg og tolv Mænd, som den hele Tid under Opholdet hos Kongen havde været om ham, gik nu ud af Stuen, ledsagede af mange andre. Thorarin Nevjulfssøn opholdt sig just hos Kongen. Til ham, som en klog Mand, og af stor Indflydelse hos Kongen, henvendte Skjalg sig, og sagde, at om han vilde have hans Venskab, maatte han endelig mage det saa, at Aasbjørn ikke blev dræbt før Søndag. Derpaa tog han en Rorskude, han havde liggende der, og roede med alle sine Mænd af alle Kræfter„ syd til Jæderen, hvor de kom lidt før Dag. De gik strax op til Gaarden og til det Loft, hvor Erling sov. Skjalg dundrede paa Døren saa voldsomt, at den brast ved Naglerne. Erling og de øvrige, som laa derinde, vaagnede strax; han selv var først paa Benene, greb Skjold og Sverd, løb til Døren, og spurgte hvem det var, som kom med slig Larm. Skjalg sagde fra, og bad at man skulde lukke op. „Jeg kunde nok tænke det var dig“, sagde Erling, idet han lukkede op, „siden man kom som gale Mennesker; er da nogen efter eder“? „Om vi end fare nok saa voldsomt frem“, svarede Skjalg, „saa tror jeg endda ikke at din Frænde Aasbjørn vil finde det for hurtigt, som nu sidder.i Bolt og Jern nord paa Agvaldsnes; det er mandigere at fare
afsted og hjelpe ham“. Nu fortalte Skjalg sin Fader, hvorledes Aasbjørn havde hevnet sin Skjendsel og dræbt Thore Sel. Efter Skjalgs og sine øvrige Sønners Tilskyndelse besluttede Erling strax at samle Folk, og lod opskære Herør.
Imidlertid havde Kongen atter indtaget sit Sæde, da der var blevet gjort reent i Stuen. Han var fremdeles meget vred, og spurgte, hvad der var skeet med Drabsmanden. Man svarede, at han holdtes i Forvaring ude i Svalene. „Hvorfor er han ikke allerede dræbt“, spurgte Kongen. „Kalder I da ikke det Mordverk, Herre, at dræbe Mænd om Natten“, svarede Thorarin Nevjulfssøn. „Saa sætte man ham da i Fjeter og dræbe ham i Morgen“, sagde Kongen. Aasbjørn blev da fjetret og stængt inde i et Huus om Natten. Dagen efter lydde Kongen Morgenmesse, og gik siden til Stuen, hvor han sad lige til Højmesse. Da han gik derfra, sagde han til Thorarin: „staar ikke Solen nu saa højt, at eders Ven Aasbjørn kan blive hængt“? Thorarin bøjede sig og sagde: „Forrige Fredag talte Biskoppen om den Konge, der raader over alt, og dog taalte Forhaa-
