Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/644

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
618
Olaf Haraldssøn.


der nordpaa var stor Kornmangel; „her derimod“, sagde han, „skal der være Overflod paa Korn, og maaskee vi kunne faa kjøbt hos dig, siden jeg seer at her ere store Kornhjelme, saa slippe vi for at fare længere syd eller videre om paa Rogaland i dette Ærende“. „Du kan virkelig slippe for at fare videre“, sagde Thore, „thi jeg kan fortælle dig, at du hverken vil faa Korn her eller anden Steds, da Kongen forbyder at sælge Korn herfra nord i Landet, rejs derfor hjem, Haaleyging, det gjør du bedst i“. – „Er det saa, som du siger, Bonde, at vi ikke kan faa Korn kjøbt, da kan jeg i det mindste besøge min Frænde Erling paa Sole og see, hvorledes han har det“, sagde Aasbjørn. „Hvor nær er du skyldt til ham“, spurgte Thore. „Hans Syster er min Moder“, var Aasbjørns Svar. „Da har jeg nok ikke vejet mine Ord“, sagde Thore, „hvis du er Rygekongens Systersøn“. I det samme kastede Aasbjørns Mænd Tjeldene af og lagde ud. Thore raabte efter dem, sagde dem Farvel og bad dem komme indom paa Tilbagevejen. Aasbjørn lovede det. Om Aftenen kom han til Jæderen, hvor han gik op til Sole med 10 Mand, medens 10 bleve tilbage for at passe Skibet. Erling modtog ham meget venligt, spurgte ham om Nyheder nordenfra, og viste ham den største Velvilje. Aasbjørn fortalte naturligviis, hvad hans Ærende paa disse Kanter egentlig var, og Erling bekræftede, at det havde sine store Vanskeligheder, fordi Kongen forbød alt Kornsalg. „Jeg kjender ingen her“, sagde han, „som tør vove paa at overtræde Kongens Forbud; jeg selv vilde nødig handle ham imod, da der er nok af dem, som gjerne ville sætte Splid imellem os“. „Man faar dog seent Sandheden at vide“, svarede Aasbjørn; „fra min Barndom hørte jeg, at min Moder var fribaaren i alle Ætter og Erling paa Sole den gjæveste af hendes Frænder, men nu hører jeg dig sige, at du ikke engang er saa uafhængig af Kongens Trælle her paa Jæderen, at du kan raade for dit eget Korn som du vil“. Erling saa paa ham med et Smiil og sagde: „I Haaleyger føle mindre til Kongens Magt end vi Ryger; du er ellers skarp i dine Ord, og har deri ogsaa godt at slægte paa; lad os nu først drikke, saa kunne vi i Morgen tale om dit Ærende“. De tilbragte derfor Aftenen med Lystighed, og den følgende Dag sagde Erling: „jeg har tænkt nærmere over dit Kjøbmandskab, Aasbjørn; det kommer an paa, hvor kræsen du er i Valget af dem, du handler med“. „Jeg er lige glad, hvem det er“, svarede Aasbjørn, „naar jeg kun faar kjøbt med fuld Hjemmel“. „I saa Fald“, siger Erling, „tror jeg nok, at du hos mine Trælle kan faa saa meget Korn, at du bliver hjulpen; de ere ikke i Lov og Ret med andre Folk, og Forbudet gjelder saaledes ikke dem“. Aasbjørn var nok saa tilfreds med dette Forslag, og Trællene, underrettede derom, skaffede baade Korn og Malt, saa meget som Aasbjørn ønskede. Da han havde ladet sit Skib, som han syntes, tiltraadte han Hjemrejsen, og fik ved Afskeden gode Vennegaver af Er-