urds Skik i Hedendommens Tid, at holde de sædvanlige tre Blot ved Vinternat, Midvinter og Sommernat, forbundne med store Gilder[1]; efterat han havde taget ved Christendommen, kunde han naturligviis ingen Blot holde, men derimod vedblev han at holde Gjestebud, nemlig om Høsten, ved Juletid, og ved Paaske. Aasbjørn fortsatte efter Faderens Død (1020) denne Skik, men havde større Vanskelighed derved, da Aaringen strax efter at han tiltraadte Gaarden begyndte at forværres[2]. Imidlertid var der endnu et betydeligt Forraad paa Gaarden af gammelt Korn og andre Fornødenheder, og saaledes kunde han dette Aar (1020) holde ved med Gjestebudene. Men næste Aar (1021) var ikke bedre, og hans Moder Sigrid raadede ham derfor til enten ganske eller tildeels at høre op med Gjestebudene. Dertil var han dog ej at formaa, men drog om Høsten til sine Venner, og fik af dem kjøbt noget Korn; enkelte forærede ham ogsaa en Deel. Saaledes saa han sig istand til at holde Gjestebudene ogsaa den følgende Vinter (1021–1022). Men om Vaaren blev det desto værre; kun lidet fik man udsaaet, da der neppe var Sædekorn at faa kjøbt, og Sigrid raadede sin Søn til at afskedige en Deel Huuskarle. Dette ansaa den ærgjerrige unge Mand for en Skam, og holdt ud med det fulde Antal Huuskarle saa længe han kunde, indtil det ud paa Sommeren neppe længer blev muligt, da Aaret fremdeles tegnede lig slet, og der nu derhos udstedtes Forbud mod al Tilførsel af Kornvarer fra de sydlige Egne af Landet. Aasbjørn besluttede derfor at rejse sydefter, for at forsøge, om det her, trods Kongens Forbud, vilde lykkes ham at faa kjøbt noget Korn, hvortil han saa overmaade trængte. Han drog afsted paa et ham tilhørende Fragtskib, et godt og temmelig stort Skib, med udsøgt Tilredning, navnligen var Sejlet af godt haaleygsk Vadmaal og stavet. Han havde henimod 20 Mand med sig. Der berettes intet om deres Rejse, førend de en Aften kom til Karmsund og lagde til ved Agvaldsnes, hvor Aarmanden Thore Sel boede. Denne var, som det allerede er nævnt, af ringe Herkomst, maaske endog, som Erling sagde, af Trælle-Æt, men han var en rask, driftig og uforfærdet Mand, og temmelig uvoren i sin Færd, idet han stolede paa Medhold af Kongen; han talte godt for sig og var hvas i sine Ord. Om Morgenen, da det blev lyst, gik Thore, ledsaget af nogle Mænd, ned til Aasbjørns Skib og spurgte, hvo der ejede det anseelige Fartøj. Aasbjørn navngav sig og sin Fader, og sagde paa Thores Spørgsmaal om sit Ærende, at han vilde kjøbe sig Korn eller Malt, da
- ↑ Sandsynligviis var Sigurd Forstander for Hovet paa Throndenes.
- ↑ Da det i Olaf den helliges Saga, Cap. 112, Snorre, Cap. 123, siges at Thore som Lendermand havde større Anseelse ude end Sigurd, kunde; det synes som om Sagaen heri modsagde sig selv, da den lader Thore blive Lendermand hos Olaf ud paa Sommeren 1020, til hvilken Tid Sigurd maa have været død. Men Thore kan jo, ligesom Haarek, have været Lendermand under Jarlerne, og hine Ord bevise just, at han virkelig var det.
