hvor han opholdt sig, medens der var størst Tilløb af alle Slags fremmede Kjøbmænd, og rigest Korntilførsel fra andre Lande. Her indfandt Erling Skjalgssøn sig, og han og Kongen havde flere Sammenkomster[1]. Kongen bebrejdede ham at ingen kunde beholde sin Frihed for ham lige fra Sognsø til Lindesnes, ikke engang odelsbaarne Mænd, der dog kunde fordre Ret og Skjel af sine Jevnbyrdige. „Her er nu“, sagde Kongen, „eders Frænde Aaslak, der mener at I har behandlet ham uvenskabeligt; jeg veed ikke om han har forskyldt det, eller om han alene skal undgjelde fordi han har varetaget mit Tarv. Jeg nævner ham, men der er ogsaa mange andre, som klage paa lignende Maade, saavel Sysselmændene som Aarmændene, der forestaa mine Gaarde og skulle gjøre Vejtsler for mig og mine Mænd“. Erling sagde: „Dette er snart besvaret. Det være langt fra at jeg lægger Aaslak eller nogen anden for Had, fordi han er i eders Tjeneste, men Sagen er kun den, som den længe har været, at enhver af os Frænder gjerne vil være de andres Overmand. Jeg erklærer ogsaa, at jeg villigt skal bøje Halsen for dig, Kong Olaf, men at jeg derimod aldeles ikke vil finde mig i at bukke mig for Thore Sel, der er trælbaaren i alle Ætter, skjønt han nu er eders Aarmand, eller for andre hans Lige, om I end holder dem i Ære“. Fælles Venner lagde sig nu atter imellem, idet de forestillede Kongen at ingen Mand kunde være ham en saadan Støtte som Erling, hvis han vilde være hans oprigtige Ven, og bade paa den anden Side Erling at betænke, at han, forvisset om Kongens Venskab, vilde des lettere kunne udrette mod alle andre, hvad han ønskede. Et Forlig kom derved paany istand, ifølge hvilket Erling skulde lade sig nøje med de Vejtsler, han hidtil havde haft, og sende sin Søn Skjalg til Kongen, der skulde beholde ham hos sig, altsaa vel som et Slags Gissel, hvorimod Kongen skulde lade de Klagemaal falde, som han havde mod Erling. Aaslak vendte tilbage til sine Gaarde, og Kongen og Erling skiltes, i det mindste i Navnet forligte. Erling holdt ogsaa sit Løfte om at sende sin Søn Skjalg til Kongen, hvilket viser, at han nu maa have været mere bange for Kongens Vrede, end forhen; dette aabenbarer sig ogsaa af hans Ord og Fremfærd ved den Begivenhed, vi nu skulle berette, der vakte ny Fiendskab mellem ham og Kongen[2].
Erlings Syster Sigrid havde, som nys omtalt, været gift med Thore Hunds Broder, den rige og anseede Sigurd paa Throndenes, hvis Søn Aasbjørn nu efter Sigurds Død ejede Gaarden. Det havde været Sig-
- ↑ Ved første Øjekast kunde, det i Sagaen synes som om Erling først kom til Olaf om Vaaren efter den næste Vinter, altsaa 1023, men betragter man nærmere Beretningens Ord, og sammenholder den med, hvad der siden fortælles om Aasbjørn Selsbanes tvende Rejser, saa seer man tydeligt, at Erlings Besøg hos Olaf var om Vaaren 1022.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 110, 111. Snorre, Cap. 121, 122.
