han tiltaget sig Raadighed i eet og alt, og der stod saa megen Skræk af ham, at ingen vovede at gjøre andet end hvad han vilde. For at sætte ham en Modvægt havde Olaf, sandsynligviis strax efter Forliget til Hvitingsø, udnævnt sin Ven Aaslak Fitjaskalle[1], Erlings eget Næstsøskendebarn og følgelig ligesaa højbyrdig som han selv, til sin Sysselmand paa Søndhordeland, idet han tillige gav ham store Vejtsler og udtrykkeligt bad ham at holde Erling Stangen. Men Erling var ikke den, der taalte nogen ved Siden af sig, og det kom tilsidst saa vidt at Aaslak maatte forlade sin Syssel, og begive sig til Kongen, med Beklagelser over Erlings Anmasselser. Større Kraft end den fornemme Aaslak synes den af ringe Stand ophøjede Thore Sel, hvilken Kongen havde sat til sin Aarmand paa Agvaldsnes, at have udviklet, thi han holdt sig her i Erlings Nærhed, uagtet han aabenbart var ham en stor Torn i Øjet, og uagtet denne vistnok gjorde sig al Umag for, ved allehaande Drillerier at faa ham bort. Der var saaledes nu atter et temmelig spendt Forhold mellem Erling og Kongen, hvilket denne nødvendigt maatte see til paa en eller anden Maade at faa hævet, førend han atter berejste de vestlige Fylker. Derfor sendte han Bud til Erling, og indstevnede ham til at møde hos sig om Vaaren i Tunsberg, idet han bestemte sin Rejse gjennem Gulathingslagen til det følgende Aar. Imidlertid forbød han al Udførsel eller Salg af Korn, Malt eller Meel fra Agder, Rogaland og Hordaland, sandsynligviis fordi det ellers var at befrygte, at den Udsigt til Fortjeneste ved Kornudskibning til den nordlige Deel af Landet, som den der herskende Dyrtid aabnede Indbyggerne af Landskaberne søndenfor Stad[2], hvor Aaret var godt, vilde blotte disse Egne saaledes for Korn, at der neppe vilde blive tilstrækkeligt Forraad til Underhold for de Folk, Kongen agtede at medbringe. Dette viser, at han maa have tænkt paa at komme mere mandsterk end sædvanligt, for at kunne tilintetgjøre Hedendommens Levninger fra Grunden af, og fuldstændigt at ordne Lovgivningen og organisere Fylkernes Forening her, som andensteds.
Da Vaaren kom (1022), begav Kongen sig ned til Søen, udrustede Skibe, efter hvad man maa antage ved Oslo[3], og drog ud til Tunsberg,
- ↑ Aaslaks Fader Aaskell var Søskendebarn til Skjalg, Erlings Fader; deres Fædre vare Brødre. Af Tilnavnet sees det, at Aaslak boede paa Fitje, paa Stord-Ø. See ovf. S. 293.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
- ↑ Oslo nævnes vel ikke paa dette Sted, men derimod i den legend. Saga, Cap. 39, hvor der siges at Olaf opholdt sig i Oslo, førend han drog op til Raumarike. Herved behøver det naturligviis ikke at være antydet, at der allerede da var en Kjøbstad paa dette Sted, hvilken, som bekjendt, først stiftedes af Harald Haardraade; men Stedet maa lige fuldt have haft dette Navn, og rimeligviis laa der en Kongsgaard, hvis Grund Harald siden kunde benytte til By-Anlægget. Et Slags Havn og Naust for Raumarikes Indbyggere maa have været her. Se ovf. 1 B. S. 742.
