Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/640

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
614
Olai Haraldssøn.


særegne lokale Retsvedtægter, efterhaanden har udgrenet sig i tvende, der, skjønt højst ubetydeligt, dog altid vare noget forskjellige fra hinanden[1].

63. Olafs Bedrifter i Gulathingslagen. Uenighed med Erling Skjalgssøn. Aasbjørn Selsbane.


Efter at vi saaledes have gjort os Olafs Fremgangsmaade paa Oplandene klar, kunne vi derfra og slutte at han ogsaa i Thrøndelagen ved Siden af Lovforbedringen maa have sørget for at sammenknytte paany den ved Delingen efter Svoldrslaget nødvendigviis meget løsnede Frostathings-Forening mellem Thrøndelagens Fylker, hvortil nu atter Naumdalen, Nordmøre og Raumsdalen, maaske endog Søndmøre ere føjede, ligesom han vel ogsaa dertil vilde have føjet Jemteland, om det var lykkets ham at erhverve Herredømmet derover[2]. Og den samme Fremgangsmaade maa han endelig have haft i Sinde at anvende ved Gulathingets, eller de vestlige og sydvestlige, Kystfylker med tilhørende Oplande; men for at dette kunde ske, maatte han først og fremst see til at sikre sig bedre mod den mægtige Erling Skjalgssøn, der, uagtet han vistnok i Forliget til Hvitingsø havde underkastet sig og givet Slip paa de store Forleninger, som Jarlerne havde givet ham, dog nu, efter at Kongen saa længe havde været borte, i Virkeligheden udøvede den samme Magt, som før, og maaskee med saa meget større Voldsomhed, som han ej længer var berettiget dertil. Lige fra Sognsø til Lindesnes havde

  1. Det er allerede ovenfor nævnt, at den legend. Olafssaga, Cap. 34, idet den kalder Eidsævisloven „Sefs-Lov“ udtrykkeligt siger at der kun hersker 3 Love i Norge, nemlig Frostathings-, Gulathings- og Sefs-Lov, til hvilken ogsaa følgelig Vikens Lov regnes. Ogsaa i Kongesagaerne ved 1115 tales der om de tre Lagthing „Gula-, Frosta- og Eidsævis-Thing“, som alle Lagthing i Norge. Borgarthing nævnes allerførst, dog ej som særeget Lagthing, men kun som „et Thing paa Borg, hvor Kongen hyldedes“, omtrent ved 1047, se Harald Haardr. Saga, Cap. 40. Vi have vistnok endnu tilbage en ældre Christenret for Viken, , og en anden for Eidsivathing, hvilke tvende indbyrdes ere noget afvigende, men Afvigelserne ere ikke større end at de allerbedst kunne forklares paa den ovenanførte Maade, og den oprindelige Eenhed skinner tydeligt igjennem. Her maa det og bemerkes, at da Oplandene og Viken havde hver sin Biskop, kunne Afvigelserne deraf saa meget lettere forklares. Men da vi ej længer besidde den verdslige Lov, enten for Viken eller Eidsivathing, er det umuligt at vide, om ikke denne virkelig har været eenstydende for begge, eller i alle Fald kun med de indbyrdes Afvigelser, hvilke Oplandenes særegne Beskaffenhed som Indland, Vikens som Kystland, gjorde nødvendige.
  2. Raumsdalen tilligemed Nordmøre maa i Jarlernes Tid atter have været skilt fra Frostathingets Forening, og derimod gjenforenede med Søndmøre, siden disse to Fylker afsondredes som en særskilt Besiddelse for Sviakongen. Derfor er det ej usandsynligt, at nu ogsaa Søndmøre lagdes til Frostathing, see nedenfor. Hvad Haalogaland angaar, da hørte det vel ikke til Frostathingets Forening, dog maa Frostathingslovens Vedtægter nødvendigviis have været gjeldende der.