ling, der tog et kjærligt Farvel med ham. Om Aftenen kom han til Karmsund og lagde til ved Agvaldsnes, som han havde lovet. Thore fik endnu samme Aften høre, at Aasbjørn var kommen med fuldladt Skib. Han stevnede strax om Natten Folk til sig, saa at han før Dag havde 60 Mand. Med dem gik han ned til Skibet; det var endnu ikke ganske lyst, og de gik ombord, just som Aasbjørn og hans Folk vare klædde. Aasbjørn hilsede Thore. Denne spurgte, hvad Slags Ladning han førte paa sit Skib. Aasbjørn svarede at det var Korn og Malt. Da udbrød Thore i lange og heftige Beklagelser over Erlings Trodsighed og Opsætsighed mod Kongen. Da Aasbjørn endelig kunde komme til Orde, sagde han, at det kun var Erlings Trælle, der havde ejet dette Korn. Thore svarede hastigt, at han ikke brød sig noget om hans og Erlings Kneb, men betydede Aasbjørn, at han strax skulde gaa i Land med sine Folk, hvis de ej vilde udsætte sig for at kastes overbord, „thi“, sagde han, „jeg vil ikke have nogen Trængsel af eder her, medens vi rydde Skibet“. Aasbjørn, som ej havde flere end 20 Mand mod Thores 60, maatte adlyde, og staa med sine Mænd og see paa, hvorledes Thore lod hele Farmen losse ud af Skibet. Da dette var tømt, gik Thore langsad Dækket, betragtede Sejlet, og sagde: „det er dog svært, hvor godt Sejl de Haaleyger have: lad os tage det gamle Sejl paa vor Fragtskøde og give dem det; det er godt nok for dem, der sejle med tomt Skib“. Sejlene bleve virkelig ombyttede, og Aasbjørn maatte i denne Forfatning drage videre. Han kom hjem seenhøstes, og hans uheldige Rejse rygtedes vidt og bredt. Af Gilderne blev der nu naturligviis intet, og derimod indbød Thore Hund Aasbjørn, hans Moder og alle dem, de vilde tage med, til Julegjestebud hos sig. Men Aasbjørn var saa skamfuld og ærgerlig, at han ikke lod sig see, men sad hjemme, hvilket Thore tog ilde op, som om han slog Vrag paa hans Indbydelse. Han lod derfor nu og da spydige Ord falde om Aasbjørn og hans Rejse. Saaledes sagde han f. Ex.: „Der er jo vistnok stor Forskjel paa os og Aasbjørns mødrene Frænder i Anseelse, men han viser det ogsaa til Gavns, saa meget som han anstrengte sig i Sommer for at besøge sin Morbroder Erling heelt nede paa Jæderen, medens han nu ikke engang vil drage i det nærmeste Huus til mig: maaskee han tror at finde en Sel-Thore i hver Holm, han kommer forbi“. Slige og lignende Udladelser af Thore kom Aasbjørn for Øre, og han tog sig overmaade nær af dem. Ilde til Mode var han over sin Rejse før, og end mere, da han hørte at man spottede derover. Han holdt sig derfor fremdeles hjemme om Vintren og vilde ikke gaa i noget Gjestebud. Han tænkte kun paa, hvorledes han skulde aftvætte Skjendselen i Sel-Thores Blod.
Imidlertid havde Kong Olaf opholdt sig den hele Sommer i Viken, og berejst den lige ned til Grændsen ved Elven; Høsten og den første Deel
