Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/64

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
38
Harald Graafeld.

nu sit Ord ind med, roste Ruts Dygtighed og Forstand, og bevægede Kongen til at love, at gjøre ham til Hirdmand efter en halv Maaneds Forløb: denne Ventetid fordrede den kongelige Ære og Landets Skik; imidlertid skulde Gunnhild bekoste hans Ophold i Byen. Paa Gunnhilds Befaling førte nu Agmund Rut og Assur med deres Mænd i Gunnhilds Hall, en Steenhall, prægtigt tjeldet med Tapeter, hvor Gunnhilds Højsæde stod. Agmund bød Rut at sætte sig i Højsædet, og blive siddende om endog Gunnhild selv kom. En kort Stund efter kom hun ind. Rut vilde staa op og hilse paa hende, men hun bød ham fremdeles at sidde der, og sagde at dette skulde nu være hans Plads saa længe han var hendes Gjest. Da Kvelden kom, sagde hun at han skulde hvile ved hendes Side i det Loft eller Kammer, hvor hun plejede at sove. Han vægrede sig ej derved, og saaledes gik det nu i hele den Tid, han skulde være hendes Gjest, idet hun paa det strengeste forbød Nogen at tale derom. Da den halve Maaned var forbi, forærede han hende et Hundred Alen Vadmel og tolv Pelsverkskapper – en paa den Tid betydelig Gave –, takkede hende for det behagelige Ophold i hendes Huus, og kyssede hende. Derpaa gik han til Kongen, blev hans Hirdmand, fik efter Gunnhilds Anviisning en Hædersplads i Hirden og opholdt sig hele Vinteren hos Kongen. Den følgende Vaar fik han høre at Sote var dragen til Danmark med Arvegodset. Han klagede herover til Gunnhild, der strax lovede ham to fuldt udrustede Langskibe under Anførsel af den tapre Gjestehøvding[1] Ulf Uthvegen, før at sætte efter Sote og fratage ham Godset. Da Kongen hørte dette, lovede han ham ligeledes to Langskibe, da en Styrke af fire Skibe nok kunde behøves. Med denne lille Flaade sejlede Rut afsted til Danmark. Her havde de en haard Kamp at bestaa i Øresund med Atle, en Søn af hiin Arnvid Jarl i Vermeland, som Egil Skallagrimssøn havde ydmyget[2]. Arnvid og Atle havde siden maattet flygte til Østergautland, og derfra havde Atle begivet sig paa Sørøvertog, saa at han nu var erklæret utlæg baade af Sviakongen og af Danekongen. Han laa med mange Skibe i Øresund, men Rut vilde ikke derved lade sig hindre fra at fortsætte sin Fart, og derfor begyndte Kampen, i hvilken Rut lagde de største Tapperhedsprøver for Dagen. Ved Synet heraf, heder det, kunde Ulf ikke bare sig for at hentyde til det Forhold, som havde fundet Sted mellem Gunnhild og Rut. „Du hugger godt“, sagde han, „men du har ogsaa meget at lønne Gunnhild.“ Ærgerlig svarede Rut:

  1. Om Gjesterne og deres særegne Forretninger i Kongens Hird, vil der nedenfor blive talt.
  2. Se ovenfor, 1ste B. S. 755, Note 1. At Arnvid, Atles Fader, var den samme som den, der omtales i Egils Saga, er umiskjendeligt; kun er det klart, at hvor Njálssaga lader Arnvid flygte fra Jemteland, maa „Jemteland“, som