„jeg er bange for at du siger dette med en fejg Mund“[1]. I det samme kastede Atle et Spyd, som gjennemborede Ulf. Omsider lykkedes det Rut med egen Haand at fælde Atle. Han vandt et rigt Bytte, og tog de to bedste af hans Skibe i Besiddelse. Men medens han udhvilede sig en kort Tid efter Kampen, sneg Sote sig ubemerket forbi og drog tilbage til Norge, hvor han landede ved Limgardssiden[2], for efter tre Dages Forløb at drage til England. Uheldigviis for ham opholdt just Gunnhild og hendes Søn Gudrød sig i Nærheden. Da Agmund, som havde mødt Sote, underrettede hende om hans Ankomst, sendte hun sin Søn Gudrød hen for at dræbe ham. Gudrød kom uforvarende over Sote, tog ham til Fange og lød ham hænge, men bragte sin Moder alt hans Gods, hvilket hun lod føre til Kongehelle, hvorhen hun ogsaa selv atter begav sig. Om Høsten kom Rut tilbage med store Rigdomme og blev venligt modtagen af Kongen, hvilken han – vistnok ifølge Hirdmændenes Pligt – tilbød saa meget af Byttet, han ønskede. Kongen tog Trediedelen. Siden underrettede Gunnhild Rut om Sotes Aflivelse, og gav ham Arvegodset, hvoraf han igjen overlod hende Halvdelen. Han tilbragte ogsaa den følgende Vinter hos Kongen, men begyndte om Vaaren at blive noget taus og sturen, fordi han længedes hjem. Gunnhild, som merkede det, spurgte om der var nogen Kvinde, som han længedes efter. Han benegtede det, men hun sagde at hult havde hørt det for vist. Da han siden bad Kongen om Tilladelse til at rejse, og denne nødig vilde give Slip paa ham, bad Gunnhild sin Søn om ikke at modsætte sig hans Afrejse, og medgav ham, trods Dyrtiden i Landet, saa meget Meel som han ønskede[3]. Men ved Afrejsen tog hun ham til Side, satte en Guldring paa hans Arm, omfavnede ham og kyssede ham, idet hun tilføjede: „hvis jeg har saa megen Magt over dig, som jeg tror, da skal du ingen Lykke have af dit Egteskab med den Kvinde paa Island, som din Hu nu staar til.“ Rut lo, gik hen til Kongen og tog Afsked med ham. Efter Hjemkomsten til Island egtede han ogsaa Unn. Men det gik, som Gunnhild spaaede, at Egteskabet blev ulykkeligt, saa at det inden kort Tid maatte opløses. Naturligviis tilskrev man dette Gunnhilds Trolddomskunster, uagtet det saa let kan finde sin Forklaring i Ruts og Unns egen Ustadighed[4].
- ↑ Nemlig som en til Døden bestemt Mand.
- ↑ D. e. Kysten af Øster-Agder.
- ↑ Her er ogsaa en Bestyrkelse paa, at der virkelig i denne Tid herskede Mangel og Misvæxt.
- ↑ At man tilskrev hende Ruts paafølgende Uheld i Egteskab, siges just ikke med tydelige Ord, men det antydes saa tilstrækkeligt, at man ej kan tvivle
paa hiint Sted anmerket, være en Skriv- eller Hukommelsesfejl for „Vermeland“.
