Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/632

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
606
Olaf Haraldssøn.


Den mægtigste Mand i de øvre Egne af Gudbrandsdalen var Dale-Gudbrand, der herskede i Dalene næsten som en Konge. I et Kvad, som Sighvat Skald digtede om Erling Skjalgssøn, heder det udtrykkeligt, at ingen anden Høvding i Landet kunde maale sig med denne, uden Gudbrand[1]. Af denne Magt havde hans Forfædre i en lang Række af Aar været i Besiddelse, og ligesom der var et gammelt Sagn om, at den første i Ætten af Navnet Gudbrand var helliget til Guderne[2], synes ogsaa den hele Æt, Mand efter Mand, at have udmerket sig ved sin Iver for de hedenske Ofringer og Fastholdenhed ved den gamle Aasa-Religion. Gudbrand boede paa Gaarden Hundorp i Fron. Her stod der et Hov eller Blothuus, fornemmelig helliget Thor, hvorom Navnet paa Nabogaarden Hov endnu minder[3]. I Hovet fandtes sandsynligviis flere Gudebilleder, men fornemmelig tales der om et prægtigt Thorsbillede, der synes at have indtaget Hæderspladsen. Da Gudbrand hørte at Kong Olaf var kommen til Lom og tvang Folket: til at lade sig christne, skar han Herør op og stevnede alle Dølerne til Hundorp. I kort Tid samlede der sig en stor Mængde Folk, da man baade kunde komme til Lands, og til Vands paa Logen. Her holdt Gudbrand Thing med Bønderne og sagde: „jeg har hørt at der er kommet en Mand til Lom, som heder Olaf; han vil byde os en anden Tro og bryde alle vore Guder isønder, udgivende sin Gud for langt større og mægtigere; det er forunderligt, at han saaledes skal ustraffet kunne laste vore Gilder, og at Jorden ikke brister under ham, naar han vover det. Jeg tænker nok, at naar vi bære vor Gud Thor ud af hans prægtige Huus, saa vil han hjelpe os nu som for; naar han seer Olaf og hans

  1. Sighvats Ord lyde saaledes, Olaf den helliges Saga, Cap. 107: „Stridsmand, jeg kjender kun een Mand, som er dig lig, nemlig Gudbrand, som hersker vidt i Landet. Gavmilde Herre, jeg kalder ham og dig Ligemand, og den lyver, som kalder sig bedre“.
  2. Se herom ovenfor 1 B. S. Navnet „Gudbrand“ synes virkelig at være gaaet i Arv i Ætten, saaledes nævnes en „Gudbrand Herse i Dalene“ paa Halfdan svartes og Harald Haarfagres Tid, se ovenfor 1 B. S. 400, 461; en anden under Erikssønnerne, se ovenfor dette B. S. 16. Endelig nævnes en Gudbrand i Dalene paa Haakon Jarls Tid, se ovenfor S. 194, og der tales om det Hov, han og Jarlen ejede sammen, men det er paa hiint Sted viist, at det er tvivlsomt, hvor vidt man her har tænkt paa den virkelige gudbrandsdalske Gudbrand“. Er det ellers denne, maa det ogsaa være den samme som den, hvormed vi paa nærværende Sted beskjeftige os. Den legendariske Saga nævner ogsaa (Cap. 6) Gudbrand som en af Aastas Friere.
  3. Hove udgjorde nemlig i ældre Tider en Deel af Hundorp, og Sagnet veed endnu at fortælle om at Blothuset stod der, se Fayes Sagn, S. 168. Endnu vises paa Hundorp den saakaldte Gudbrandshaug, rimeligviis Ættehøjen, hvorpaa der stod en Bautasteen; der er tillige en af det Slags Steensætninger, som man har kaldet Thingkredse.