han vistnok, efter den almindelige Beretning, allerede skulde have været paa Rejsen fra Throndhjem i Aaret 1016, men hvor han, om han end – hvad der er meget at betvivle – allerede da har forsøgt at paabyde Christendom og Christenret, umuligt kan have opholdt sig længe nok til at udrette noget klækkeligt[1]. Nu derimod dvælede han der lige til Høsten, og maa altsaa her, som sædvanligt, have rejst om fra Thinglag til Thinglag, og paa hvert enkelt Thing have faaet Bønderne deels med det Gode, deels med Tvang, til at antage hans Lovbud. Han sluttede med Raumsdalen, hvor han lod sine Skibe blive liggende, sandsynligviis ved Veblungsnesset, og tiltraadte derfra Rejsen over Land, op igjennem Raumsdalen til Lesje i Gudbrandsdalen. Paa Lesje og Dovre lod han tage alle de bedste Mænd, som nu enten maatte antage Christendommen eller lade sit Liv; flere flygtede til de sydligere Egne af Dalen. De, som antoge Christendommen, maatte stille deres Sønner som Gisler, til Sikkerhed for at de aldrig skulde forsage Christendommen. Sønnerne bleve vel behandlede hos Kongen og oplærte i den christelige Tro. Kongen tog Natteleje paa Gaarden Bø ved den østlige Ende af Lesjevandet, hvor han indsatte Prester og sandsynligviis gav Befaling til at opbygge den Kirke, som siden stod paa denne Gaard[2]. Derfra drog han til Fjelds gjennem Lordalen, for at komme ned til Lom ved Otte-Elven. Da han kom til Stavabrekke, hvor man stiger ned til Gaarden Bø i Lom, kunde man see ned ad hele den smukke og veldyrkede Lom-Bygd paa begge Sider af Otten. Han satte sig ned et Øjeblik og udbrød: „Det er Skade, at en saa fager Bygd skal brændes“. Derpaa fortsatte han Vejen ned i Dalen og tilbragte fem Dage paa Gaarden Nes, paa Sydsiden af Vandet[3]. Den Stuebygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk han sov, stod længe efter uforandret; endnu for ikke mange Aar tilbage skal den have været at see. Fra Nes lod han Thingbud udgaa, og stevnede til sig Bønderne af Lom, Vaage og Hedal, med den Besaling, at de enten skulde stride mod ham og finde sig i at deres Gaarde brændtes eller antage Christendommen og overgive ham sine Sønner som Gisler, hvilket dog egentlig mere var at betragte som en Hæder for dem, end som en Haardhed. De fleste af Bønderne i disse Bygder kom ogsaa til ham og underkastede sig hans Besaling; en Deel flygtede sydefter. Blandt dem, der antoge Christendommen var ogsaa Bonden Thorgeir gamle paa Garmo, hvilken Kongen til Odel og Eje skjenkede det store Thesse-Vand oppe i Fjeldmarken mellem Lom og Hedal, imod at han lovede at bygge en Kirke paa sin Gaard. Thorgeir holdt dette Løfte, og Thesse-Vandet tilhører endnu Garmo[4].
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/631
Denne siden er korrekturlest
605
Gudbrandsdalen christnes.
