standigste og meest anseede. Han lod fremsige for sig den Lov, som Haakon Adelsteensfostre havde sat i Throndhjem, og ordnede Loven efter de forstandigste Mænds Raad, afskaffede noget og tilføjede andet, efter som det syntes ham; men Christenretten ordnede han efter Biskop Grimkells og andre Læreres Raad, og lagde al sin Hu paa at afskaffe Hedendommen og de gamle Uvaner, som han fandt der var Christendomsspilde i; og det kom ogsaa dertil at Bønderne samtykkede i de Love, som han satte[1]. Dette har formodentlig især fundet Sted i den første Vinter, Olaf nu efter sin Tilbagekomst fra Viken opholdt sig i Thrøndelagen (1019–1020). En heel Periode af syv Aar (1020–1126) hengik nu, i hvilken Norge nød fuldkommen Fred udenfra, og Olaf derfor uden andre Hindringer end dem, som sædvanlige Stormænd i Landet selv nu og da forvoldte ham, uforstyrret kunde udføre sine Planer og sysselsætte sig med sine Bestræbelser for Christendommen og Landets Civilisation. Denne Periode er, om end den ufuldstændigst beskrevne, – da egentlig kun enkelte Træk deraf ere os opbevarede – dog den interessanteste i hele hans Regjeringstid.
Olaf, fortælles der, efterspurgte under sit Ophold i Nidaros ivrigt, hvorledes det stod sig med Christendommens Overholdelse paa den Kant af Landet. Han hørte da, hvad vi allerede have nævnt, at den saa godt som slet ikke overholdtes nord paa Haalogaland, og at der tillige manglede meget i, at den overholdtes vel i Naumdal og Ind-Thrøndelagen. Han bestemte sig derfor til, naar Sommeren kom, at ville gjeste Haalogaland, hvor hans Nærværelse nu først tiltrængtes, og at drage lige til Landets nordligste Ende. Derom sendte han allerede i Løbet af Vinteren Bud til Haarek af Thjøtta, der paa denne Tid var den meest anseede Mand paa Haalogaland, saavel formedelst sin Klogskab, Rigdom og store Besiddelser, som formedelst sin høje Byrd, sit Slægtskab med Kongehuset og de store Forleninger, som derfor vare blevne ham til Deel. Han var, som ovenfor berettet, allerede af Olaf Tryggvessøn udnævnt til Lendermand, og havde i en lang Række af Aar været forlenet med Finneferden og Kongens Syssel saavel i Haalogaland som i Finmarken, deels ene, deels sammen med andre[2]. For Øjeblikket var han, som man af det følgende erfarer, ene forlenet dermed. Han var nu allerede meget til Aars. Hidtil havde han ikke indfundet sig hos Olaf, men der havde dog været vexlet venskabelige Sendelser mellem dem; derfor henvendte Kongen sig ogsaa nu nærmest til ham, og fremdeles, heder det, gik der Budskaber mellem dem. I den nordlige Deel af Haalogaland var Thore Hund den mægtigste. Han boede paa Bjarkø, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Bjarkøingerne; ligesom Haarek, synes ogsaa han at have været Lendermand allerede i Olaf Tryggvessøns eller i det
