Institutioner en Anseelse og omgjerdede dem med en Pietet, der i Kongens Levetid umuligt kunde blive dem til Deel[1].
Vi have allerede ovenfor nævnt, at vore Kongesagaer omtale Olafs Virksomhed for Christendommens Befæstelse og Udbredelse i Thrøndelagen og de vestlige Kyst-Egne allerede ved hans første Ophold strax efter Nesje-Slaget i Thrøndelagen, og hans Rejse derfra langs Kysten; men det er tillige vist, at der da hverken kunde være gunstig Lejlighed eller tilstrækkelig Tid til et Foretagende af saadan Vigtighed og Vanskelighed som dette. Det kunde neppe engang være tilbørligt forberedt, thi dertil hørte dog at Kongen eller rettere Biskop Grimkell havde sat sig nøje ind i de bestaaende Forhold og den herskende Lovgivning, for at kunne bestemme, hvad der maatte forandres, og hvad der endnu kunde blive staaende som ikke stridende mod Christendommens Aand[2]. Men hvad der fortælles om Olafs Fremgangsmaade i denne Sag, kan dog lige fuldt være, og er vist ogsaa, fuldkommen rigtigt, om det end henføres til en urigtig Tid. Kong Olaf, siges der, stevnede til sig baade mægtige og ringe, og alle dem, der vare de for-
- ↑ Se ovf. S. 538, 539.
- ↑ Den legend. Saga, Cap. 31 siger ogsaa: saa snart Olaf var bleven Enevoldskonge over hele Norge (altsaa ikke før), lagde han fremfor alt sin Hu paa at styrke Christendommen.
baade for Svenske og Nordmænd, og levede lige til vor Tid (c. 1060–70); dog følger heraf ej, at han den hele Tid var Biskop i Norge; hans Nevø Æsmund begav sig siden til England i en høj Alder og døde i Klosteret Elv ved 1070, (Hist. Eliensis hos Gale S. 515). Sigurd erkjendtes ikke af den norske Kirke og opføres saaledes ej i de norske Bisperækker, med Mag. Adam, selv en Bremer, er det en anden Sag; thi han maatte just lægge Vind Nu at nævne ham og opstille ham som lovlig Biskop i Norge. Rodulf, som ovenfor nævnes, er vistnok den samme, om hvilken Hungrvaka (Cap. 3) fortæller, at hans egentlige Navn var Ulf, men at han kaldtes Rodulf d. e. Rudu-Ulf, fordi Olaf havde ham med sig fra Ruda eller Rouen; det tilføjes, at han i 19 Aar: opholdt sig paa Island. Han opføres i de norske Biskopsrækker, og er vistnok den Rodullus episc. Norvegiæ, der siden i Aaret 1050 besøgte sin „Frænde“ Kong Edward i England, blev der Abbed i Abingdon, og døde 2 Aar efter. (Wharton, Anglia sacra I. 167). Om Bernhard eller Bjarnvard fortæller Hungrvaka, Cap. 3, at han efter nogles Sigende fulgte Olaf fra England, og siden efter hans Raad drog til Island. Han kaldes den 3die Biskop, som kom did (Fredrik regnes for den første, og den saakaldte Jon irske for den anden); den 4de var, siges der Rodulf. Det er ovenfor nævnt, at Saxo omtaler en Bernhard Englænder, der under Olaf Tryggvessøn prædikede i Norge, døbte Kong Olaf i Sverige, og siden blev begraven ved Domkirken i Lund. Han har, som man seer, maaskee forvexlet ham med Sigurd eller Sigfred, og maaskee urigtigt henført ham til Olaf Tryggvessøn i Stedet för Olaf den hellige. At denne Bernhard er den samme som den, Mag. Adam (II. 53) lader følge med Knut fra England og udnævnes til Biskop i Skaane, synes aabenbart; og urimeligt er det ej, at han igjen er identisk med Bernhard den bogvise.
