disse medbragte Olaf, som det udtrykkeligt fortælles, en Mængde andre Gejstlige for at fordele dem som Prester rundt om i Landet. Den fornemste eller i det mindste den indflydelsesrigeste af dem alle var dog Grimkell, thi han nævnes udtrykkeligt som Olafs Medhjelper i Oprettelsen af den christne Lov; han kronede saa at sige Verket ved at virke for at Kong Olaf efter sin Død blev anseet for Norges Nationalhelgen; thi Helgenglorien gav hans
prædikede i Sverige, og paa sin gamle Alder drog til Verter, for der at ende sit Liv, han kan dog i Mellemtiden meget godt have været i England, have ledsaget Kong Olaf Haraldssøn tilbage til Norge, og opholdt sig hos ham indtil hans Fald. At han virkelig fulgte med ham, siges i den legendariske Saga, Cap. 20: „Nogle sige, at der ombord paa Olafs Skibe, da han fra England kom til Norge, var Sigurd Biskop, som var Olaf Tryggvessøns Hirdbiskop“. Det fremgaar endnu tydeligere af Grettes Saga, Cap. 40, sammenholdt med Landn. III. 19. Paa første Sted staar der: „Thore hed en Mand, der boede i Gard, … han havde været i Norge da Kong Olaf kom vestenfra England, og var bleven yndet af Kongen og Biskoppen; et Tegn derpaa var, at han havde ladet sig gjøre en Knarr i Skoven, hvilken Biskoppen paa hans Anmodning indviede; da han blev ked af at sejle, drog han til Island, lod Knarren ophugge, men Brandene af den sætte for Yderdøren; de vare længe vejrspaaende, saa at det tød i den ene før Søndenvind, i den anden før Nordenvind. Da han hørte at Kong Olaf var bleven Eneherre i Norge, sendte han sine Sønner til ham … (her fortælles videre, hvorledes de indebrændtes af Vanvare ved Grette Aasmundssøn, saa at der altsaa ej kan være mindste Tvivl om at det er Kong Olaf Haraldssøn, som her menes). Landn. har: … „Thore Farmand paa Mykle-Gard lod gjøre en Knarr i Sogn; den indviedes af Biskop Sigurd rike, der var hos Kong Olaf Tryggvessøn og døbte Thore: af lamme Knarr ere endnu vejrspaaende Brande foran Døren paa Mykle-Gard. OmThore digtede Grette“ o. s. v. Olaf den helliges Saga nævner oftere Biskop Sigurd, men uden at omtale, hvorfra han var, endnu mindre at betegne ham som Sigurd rike eller Jon, se ovenfor S. 291, 292. Imidlertid er det slet ikke usandsynligt, at den legendariske Saga og Grettes Saga har Ret; thi at Grimkell desuagtet nævnes som den virksomste, uagtet han kun var hans Systersøn, kan jo komme deraf, at Sigurd deels ikke har besiddet hans Evner, deels ikke haft saa fast Ophold i Landet. Ogsaa Mag. Adam (II. 55) siger i Almindelighed, at Sigfrid, Grimkell, Rudolf og Bernhard prædikede foruden i Norge ogsaa i Sverige, Gautland og de til Norge hørende Øer; da vi nu finde at Rudolf og Bernhard prædikede paa Island, og da der altsaa ved „de Norge tilhørende Øer“ nærmest maa sigtes til denne Virksomhed, gjelder Udsagnet om Sverige og Gautland især Sigfrid og Grimkell. Vi finde senere endnu en tredie Biskop Sigurd, som Kong Knut bragte til Norge, og som var en ivrig Modstander af Troen paa Olaf Haraldssøns Helligdom; det siges udtrykkeligt, at han var dansk af Fødsel. Han maatte forlade Landet og rejse til Knut, da Olafs Helligdom anerkjendtes af Folket. Da denne Sigurd som dansk nærmest maa have staaet i Forbindelse med den bremiske Kirke, er han vistnok den Sigafrid, Nordmændenes Biskop, om hvem Mag. Adam (II. 14) fortæller, at han længe før (dudum) den svenske Konge Emund gamles Tid, altsaa længe før Aarene 1052–1056, sendte sin Broder- eller Systersøn Æsmund eller Osmund (Navnet Æsmund røber den danske Herkomst) til Bremen for at oplæres; han prædikede, siger Mag. Adam (IV. 33)
