nes som Olafs Hirdbiskop, og af Mag. Adam af Bremen kalder Sigafrid, er vanskeligt at afgjøre. Blandt de meest anseede af de Gejstlige, Olaf medbragte, nævnes ligeledes en Rodulf og en Bernhard eller Bjarnvard Vilraadssøn, med Tilnavnet den bogvise; de to sidste kom til Island og opholdt sig der, Bjarnvard først i fem og Rodulf siden i 19 Aar. Foruden
Grumhed; da tilbød Sigfrid, Erkebiskop af York sig, og rejste først til Danmark, hvis Konge modtog ham med aabne Arme, og derfra til Sverige, nærmest til Verend eller det indre af Smaaland, hvor han standsede ved Vexiø, byggede her ifølge en guddommelig Aabenbaring en Kirke, og omvendte flere mægtige Mænd til Christendommen, indtil han endelig paa en ny Anmodning af Kong Olaf maatte begive sig til ham og døbte ham. Imidlertid bestyredes Kirken i Vexiø af hans tre Systersønner, der havde ledsaget ham. Men disses Hjelpere, som de havde udvalgt sig af Landets egne Folk, fik saadan Lyst paa de kostelige Kirkekar, at de myrdede dem, saa at Sigfrid maatte vende tilbage; ved et Under opdagede han deres Levninger; Kongen straffede Morderne og tog alt deres Gods, hvoraf to Gaarde lagdes til Kirken. Sigfrid døde i Vexiø og blev begraven der. De forskjellige Fremstillinger af hans Sin, der alle ere meddeelte i Fants Scr. rer. Svec. II. S. 344–376, afvige lidt indbyrdes, saaledes kaldes Stedet, hvor Olaf Skotkonung blev døbt, deels kun „ved Kindaberg“ (Kinnekulle ved Væneren), deels nøjere Huseby i Vestergautland„ deels Husebykind; Olaf kaldes ligeledes et Steds „Konge over Gøterne“ (Fant II. 365); et Steds (Fant H. 368) sættes endog Sigurds Besøg hos Olaf førend han kom til Verend. Mi alt dette er neppe noget andet historisk, end at Sigfrid virkelig døbte Olaf, og fornemmelig virkede i Vexiø og Vestergautland. Man skulde formode, at denne Daab har fundet Sted paa den Tid, da Ragnvald Jarl, efter hvad vi have antaget, var borte fra Vestergautland, samtidigt med Kongens Søn Jakobs Fødsel omtrent 1007; thi vel heder det allerede ved Forliget mellem Olaf og Sven Tjugeskegg før Svoldrslaget, at de forpligtede sig gjensidigt til at overholde Christendommen i deres Riger, men derfor behøvede Olaf ej at være døbt: han kunde gjerne blot være primsignet. At Sigfrid levede endnu ved 1030, sees hos Mag. Adam, (II. 62), der udtrykkeligt fortæller, at Biskop Sigurd fra Sverige var tilstede hos Erkebiskop Libentius II, da Biskop Thurgøt begroves; Libentius var Erkebiskop mellem 1029 og 1032. I et Tillæg til Olaf Tryggvessøns Saga tales der om, at Biskop Sigurd efter Olaf Tryggvessøns Død blev kaldt til Sverige af Olaf svenske, døbte ham, prædikede der ivrigt, (der meddeles især en Tale, han holdt ved Sigrun, hvor ogsaa en Islænding, Hunrød Befredssøn var tilstede, og i hvilken han omtalte Mordet i Vexiø) og begav sig, da han blev gammel, til Verend, hvor han døde (Fornm. S. III. S. 163–172). Man behøver rigtignok her kun at udelade den Notits, at Sigurd skulde have døbt Olaf svenske, (Saxo lader Olaf svenske blive døbt af Bernhard Englænder, der prædikede under Olaf Tryggvessøn), for at faa hele Identiteten mellem ham og St. Sigfrid tilintetgjort; thi han kunde meget godt have prædiket i Sverige, og være bleven begraven i Vexiø, der ansaaes for et helligt Sted, uden derfor at være den samme som St. Sigfrid. Hunrød Vefredssøn er en historisk Person, en Farfader af den mægtige og af sin Medvirkning ved de islandske Loves første Optegnelse merkelige Havlide Maarssøn (Landn. III. 5), saa at Beretningen i og for sig, Olafs Daab fraregnet, ikke bør ganske forkastes. Om Sigurd end i de nærmeste Aar efter Olaf Tryggvessøns Død
