Men det var ikke engang nok, at forfølge Hedendommens Leveviis og ved.passende Forandringer i Lovgivningen at afskaffe hine Uskikke. Christendommen selv maatte ogsaa organiseres, og en virkelig Statskirke oprettes. Der maatte gives Regler for Helligdage-hold, for de kirkelige Embedsmænds Pligter og Rettigheder, for Kirkernes Oprettelse og Vedligeholdelse, for Landets kirkelige Inddeling. Alt dette indbefattes i hvad der paa hiint ovenfor anførte Sted kaldes den christne Lov, hvilken, som det der heder, endnu for Størstedelen var ukjendt hos Folket, og som altsaa nu for første Gang maatte udarbejdes, forkyndes og vedtages, medens ogsaa den hele øvrige Lovgivning maatte ordnes derefter.
Dette vigtige Arbejde kunde Olaf selv ikke udføre uden Raadgivere og Vejledere. Dertil var han, som Lægmand, alt for lidet bevandret i Kirkeret og virkelig Christendomskundskab. Han var endnu temmelig ung, kun 24 Aar gammel, og havde tilbragt .største Delen af sine Ungdomsaar under Krigstummel. Men han vidste at omgive sig med dygtige og nidkjære Vejledere. Blandt dem nævnes først og fremst Hirdbiskoppen Grimkell, der ledsagede ham allerede fra England. Grimkell var en Systersøn eller Brodersøn af Biskop Sigurd, der havde været Hirdbiskop hos Olaf Tryggvessøn[1]. Efter Navnet at dømme, maa man antage, at de begge vare fra en af de Egne i England, som vare befolkede af Nordboer; de vare saaledes fortrinligt skikkede til at optræde som Missionærer i Norge, idet Landets Sprog ogsaa var deres Modersmaal, medens de dog tillige havde tilegnet sig den blandt den engelske Gejstlighed sædvanlige Dannelse. Efter en enkelt Beretning skal endog Sigurd selv have ledsaget Olaf og Grimkell til Norge, dog er dette uvist; der er flere Beretninger om denne Sigurds videre Skjæbne, og han forvexles tildeels med Sveriges bekjendte Apostel St. Sigfrid[2]. Om han er den samme, som den Sigurd, der hyppigt næv-
- ↑ En Systersøn kaldtes han i Olaf Tryggvessøns Saga (Fornm. S. III. 172) en Brodersøn, hos Thjodrek Cap. 20. Ogsaa Mag. Adam (11. 55) bærer udtrykkeligt Vidnesbyrd herom: „Olaf“, heder det, „skal blandt sine andre Dyder især have viist den Nidkjærhed for Gud, at han søgte at forjage alle Slags Ugjerningsmænd (maleficos) fra sit Rige, hvoraf der i alle barbariske Lande findes mange, men især i Norge, der er fuldt af slige Uhyrer. Thi der bo Spaamand, Tegnudlæggere, Troldmænd, Sejdmænd og de øvrige Antichristens Drabanter, ved hvis Kunststykker og underlige Gjerninger de ulykkelige Sjæle priisgives til Djævelens Spil. Alle disse og lignende besluttede den salige Kong Olaf at forfølge, paa det at den christelige Religion skulde voxe desto fastere sammen i hans Rige“.
- ↑ Om St. Sigfrid i Sverige er der en vidtløftig Legende, som dog næsten ganske synes at savne historisk Bund. Kong Olaf (Skotkonung), siges der, havde, skjønt Hedning, en gudelig Hu, og sendte derfor Bud til sin Ven Kong Mildred i England om at maatte faa sendt en Mand, der kunde prædike Christendommen. Mildred raadslog derom med sin Gejstlighed i 3Dage, men ingen vovede at paatage sig dette Hverv af Frygt for de svenske Hedningers
