hos de saakaldte Christne i Landet, kunne deels kaldes umiddelbare, for saa vidt de ligefrem sigtede til den hedenske Troslære, og bestode i Afguderi eller hedenske Religions-Cerimonier, deels middelbare, for saa vidt de bestode i Skikke og Sædvaner, der vare ufordragelige med Christendommens Aand. Blandt de første hørte vel endnu hemmelige Ofringer eller det saakaldte Launblot til det sædvanligste. Paa Island maatte det, som vi have seet formeligt tillades eller betinges som tilladeligt; i Forbindelse dermed nævnes Hestekjøds-Spiisning, der jo vel ikke i og for sig var noget ondt, men dog i Hedendommens Tid udgjorde en saa væsentlig Deel af Ofrings-Ceremonierne, at det endog alene derfor maatte betragtes af de øvrige Christne som en Afskylighed[1]. I vore ældste Christenretter, der vistnok endnu indeholde flere Bestemmelser uforandret saaledes som de bleve vedtagne i Kong Olafs Tid, forbydes flere slige umiddelbare Levninger af den hedenske Gudsdyrkelse. „Blot“, heder det i den ældre Christenret for Gulathing[2], „er os forbudet, saa at vi ej skulle blote til hedenske Guder, eller til Høje eller til Hørger. Naar en Mand, siges der, overbevises om at han opfører Høje eller gjør et Huus og kalder det en Horg, eller rejser en Stang og kalder det Skaldstang, skal bøde og gaa til Skrifte“. Ligeledes forbydes Spaadomme, Galdre og andre Slags Hexerier. Den ældste Christenret for Frostathingslagen forbyder ogsaa Blot til hedenske Vetter, Spaasagn og Hexerier[3]. I den ældste Christenret for Eidsivathinget forbydes der at nogen i sit Huus maa have „Stav eller Staller, Hexeri eller Blot, eller noget som helst, der sigter til Hedendom“. Der sættes Straf for, om man i en Mands Huus finder Mad-Blot, hvorved der vel forstaaes Mad, helliget til Brug ved Blot, og Blot i Menneskeform, af Leer eller Dejg, altsaa smaa Afgudsbilleder[4]. Et saadant lidet Thorsbillede beskyldtes, som vi have seet, i sin Tid Hallfred Vandrædaskald for at gaa med i sin Lomme og hemmeligen at blote til det, og heri har vel og især det saakaldte Launblot bestaaet[5]. I Kong Knut den mægtiges Love for England findes ligeledes merkelige Bestemmelser mod Hedendom. „Vi forbyde alvorligt“, siges der, „alslags Hedenskab, hvilket bestaar i at man tilbeder Afgudsbilleder, eller de hedenske Guder, eller Solen, eller Maanen, Kilder eller Stene eller noget Slags Træ, eller ynder Hexekunster eller fremmer Mordverk, paa nogen Maade, enten ved Blot eller ved Frett eller noget som helst andet
