deles at udrydde Hedendommen, hvormed han hidtil blot forsøgsviis, og hist og her, havde kunnet beskjeftige sig.
Vi have allerede ovenfor berørt Christendommens Tilstand i Norge ved Olafs Ankomst. I de Dele af Landet, som Olaf Tryggvessøn havde christnet, nemlig alle Kyst-Distrikterne, Throndhjem og Haalogaland iberegnet, var vel Mængden af Befolkningen saa at sige christnet, men denne Christendom bestod dog for en stor Deel kun i Navnet, da det for de faa Lærere, som Olaf Tryggvessøn havde medbragt, maa have været umuligt, virkelig at oplære alle i den christne Tro. Der var heller ikke endnu truffet Foranstaltninger til at forandre den ældre, fra Hedenskabets Tider bestaaende, Lovgivning saaledes, at den passede til Christendommen og den christelige Leveskik, og fore-ud dette skede, var det umuligt andet end at de mange hedenske Skikke og Forestillinger endnu vedbleve, hvorved ogsaa hyppige Tilbagefald til Hedendommens Overtro bleve uundgaaelige. Derfor tales der meget om alle Slags Uvaner og Levninger af Hedendom, der endnu herskede blandt Folket, endog i de saakaldte christne Landskaber. Der siges med Rette, at christne Love endnu vare ubekjendte for Folket. Med andre Ord, der fandtes vel en Art af Christendom, men intet christeligt Kirkesamfund. Christendommen var endnu ikke bleven Statsreligion. Jarlerne Erik og Svein – saa lyde Sagaernes Ord – havde godt overholdt den gamle Lov og Landsret, men hvad Christendommens Overholdelse angik, lode de enhver gjøre som han vilde, saa at Tilstanden nu var den, at paa de fleste Steder i Søbygderne vare Folk døbte, men christelig Lov ubekjendt for de fleste; i de øvrige Dele af Fjeldbygderne var det derimod endnu vidt og bredt aldeles hedenskt, thi det’til sig selv overladte Folk mindedes helst den Tro, som det i sin Barndom havde lært[1]. I det Throndhjemske og i Naumdalen, siges der, var det ligeledes langt fra at Christendommen overholdtes godt, og paa Haalogaland næsten aldeles ikke[2]. Kun i Viken stod det sig, som vi have seet, noget bedre med Christendommen, formedelst den hyppigere Paavirkning fra Danmark og Tydskland, men heller ikke her kunde der dog endnu siges at være nogen egentlig Kirke. Oplandene vare ligeledes endnu indtil Olafs sidste Rejse vi den Egn for største Delen hedenske, og det var først paa denne Rejse, at Christendommen der egentlig kan siges at være indført. Og endda stode de øvrige Dele af Gudbrandsdalen endnu tilbage at christne[3].
De mange Levninger af Hedendommen, der endnu vare tilbage endog
