Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/618

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
592
Olaf Haraldssøn.

af det Slags“[1]. Da den angliske Befolkning selv allerede for Aarhundreder.siden var christnet, og Hedendommen hos den ganske synes sat have været glemt, maa pine Bestemmelser nærmest gjelde de nordiske, eller deels danske, deels norske Beboere af England, og maaske for saa vidt især de norske, som de danske vel allerede i det hele taget tidligere være blevne vundne for Christendommen. Vi have saaledes her fremdeles Exempler paa, af hvad Slags den Hedendom var, der trods Christendommens Indførelse endnu hemmeligen holdt sig blandt de saakaldte Omvendte eller Christne. Af de Ceremonier, hvormed Spaadom og Sejd fremmedes, endog efter Christendommens Indførelse, indeholder vore Sagaer flere Beskrivelser. Da Thrond i Gøte paa Færøerne saaledes, som vi have berettet, vilde udforske hvorledes det var gaaet til ved Sigmund Brestessøns Drab, lode han, som det siges, i fleres Nærværelse store Ilde optænde i Ildhuset, lod fire Grinder sætte sammen i en Firkant, og lod uden om denne ni saakaldte Rejter eller Afsatser indriste paa Gulvet, der her, som sædvanligt, var den blotte Jord. Selv satte han sig paa en Stol mellem Ilden og Grinderne, idet han forbød de tilstedeværende at tale til ham; og en Stund efter, fortælles der, saa man virkelig Gjenfærdene først af Einar Sudrøing, siden af Thore Beinessøn og endelig af Sigmund Brestessøn vise sig, hine vaade, denne med Hovedet under Armen; hvoraf da Thrond sluttede at han var dræbt, men de to andre druknede[2]. Denne Ceremoni hørte nærmest til hvad der i vore ældre Love kaldes „Udesidden for at opvække Trolde“, hvortil man vel i vidtløftig Forstand ogsaa regnede Gjenfærdene af de Døde. Siden der i Lovene omtales forbudne Spaadomme, kan man neppe tvivle paa; at der endnu-vandrede om paa Landet flere af de saakaldte Valer eller Vølver, ogsaa kaldte Spaakoner, der sædvanligviis droge fra Gaard til Gaard, og bleve godt modtagne og bevertede, dog maaske mere af Frygt for deres Forbandelser, end af Kjærlighed til dem og deres Væsen; iførte en Dragt, beregnet paa at vække Opmerksomhed og indgyde Ærefrygt, forkyndte de efter mange mystiske og højtidelige Forberedelser, det Tilkommende, som oftest i temmelig forblommede, orakelmæssige Ord. Endog paa det fjerne og nys befolkede Grønland, hvor dog paa den anden Side Landets særegne Naturbeskaffenhed begunstigede Overtro, fandtes saadanne. Da der, strax efter eller

  1. Cnútes dómas, Cap. 5. Ved Mordverk (morðweorc) forstodes vistnok kun „skjult Verk“ (d. e. hedenske Ceremonier), der maatte drives og udføres i Smug formedelst dets Slethed.
  2. Færeyinga Saga, Cap. 37–41, jvfr. ovenfor S. 417. Rimeligviis har det kun været Thrond, som selv har fortalt hvad han saa, men i Tidens Løb er det fremstillet som om ogsaa de øvrige saa det.