to Sønner, af hvilke den yngste, Thrond, ved Lodkastning med Broderen havde faaet Gaarden, og som snart ved sin Trædskhed ej alene erhvervede sig en stor Formue, men og en Indflydelse, der næsten overgik Lensherrernes. Den største Deel af sin Formue skal han have erhvervet paa Markedet ved Haløre i Danmark, idet han, da Kong Harald Gormssøn havde lagt Forbud paa ethvert Skibs Afrejse indtil et nys begaaet stort Penge-Tyveri var blevet opdaget, foreslog at de forsamlede Kjøbmænd heller skulde skillinge sammen for at erstatte de Bestjaalne deres Skade, og overlade Kongen Overskuddet. Dette Forslag, som ogsaa blev udført, behagede Kongen saa meget, at han belønnede Thrond med Fjerdedelen af Overskuddet, hvilken skal have været en for de Tider uhyre Sum. Med denne vendte han tilbage til sin Fædrenegaard, hvor han nu kunde leve paa en stor Fod[1].
Harald selv synes med al sin Heftighed og Voldsomhed af Naturen at have været en godmodig Mand og af en temmelig svag Charakteer, der let lod sig lede, og følgelig maatte blive et blindt Redskab for en saa overlegen Aand, som hans Moders. Der siges ogsaa udtrykkeligt om Harald, at han gjerne lyttede til Andres Raad og ikke var dybttænkende. Det var saavel hans, som hans Brødres største Skade, at de vare opdragne udenfor Fædrelandet, thi derved bleve de fremmede for Folket og Nationalcharakteren, hvilken det er aabenbart at de aldrig ret lærte at opfatte og føje sig efter. Naar man læser om de senere Begivenheder paa Orknø, hvor man øjensynlig finder saa tydelige Spor af den keltiske Vildheds og Grusomheds Indflydelse paa de norske Nybyggeres Charakteer, skulde man tro at de Indtryk, Harald fik her under sine første Barndomsaar, havde i Forbindelse med den moderlige Paavirkning været tilstrækkelige til at bestemme hans hele følgende Charakteer-Udvikling, hvilken Opholdet i Danmark hos den neppe synderligt ædelttænkende Harald Gormssøn heller ikke var skikket til at forbedre. Om Haralds naturlige Godmodighed vidner allerede den Beredvillighed, hvormed han søgte at skaffe hiin Pelsverkshandler Kunder, ligesom den Maade, hvorpaa det skede, røber en vis Grad af Lune og Menneske-
- ↑ Færeyingasaga, Cap. 1–3. Haløre Marked var, som ovenfor (S. 1ste. B. 493) nævnt, ved eller paa det nærværende Helsingør. Foruden de Penge, Kongen skjenkede Thrond som Belønning for hans Klogskab, havde han ogsaa selv forud betinget sig en Godtgjørelse af alle de tilstedeværende Nordmænd. Nordmændene, heder det, holdt Stevne sig imellem for at raadslaa om, hvad de skulde gjøre i Anledning af Forbudet. Thrond – han regnedes naturligviis blandt Nordmændenes Tal – var ogsaa tilstede, og tilbød sig i deres Raadvildhed at finde paa en Udvej, hvis enhver af dem vilde betale ham en Øre Sølv. De fandt dette noget stivt, men deres Forlegenhed var saa stor, at de tilsidst gik ind derpaa. De gave ham først hver en halv Øre paa Haanden, og forbandt sig til at udbetale ham den øvrige Halvdeel, hvis hans Raad viste sig at være heldigt.
