allerbedste, synes at kunne sluttes deraf, at Sigurds Søn, Kong Harald Haardraade, siden sagde til Olafs Søn Magnus, at Olaf havde frataget hans Fader en kostbar Guldring for en ringe Sag, og at det ej var godt for Smaakongerne i Norge, da Olaf var paa det mægtigste[1]. Olaf bar altsaa nu ene Kongenavn i Norge, hvilket man ikke havde seet Exempel paa siden Harald Haarfagres Dage. Hvor meget dette maatte bidrage til at forøge hans Anseelse og befæste hans Magt, er let at indsee. Først nu kan man sige at Oplandene virkelig og blivende vare forenede med det øvrige Norge, og ikke engang under Harald Haarfagre vare Rigets sydligere Dele saa fast og varigt sammenknyttede som nu. Olafs Held og bestemte Færd gjorde ham derhos anseet og frygtet, saa vel hjemme som ude: vi have allerede seet hvilken Opsigt Kongernes Tilfangetagelse vakte i Sverige; Kan man end beklage den Haardhed, hvormed Olaf foer frem mod de Konger, der dog i sin Tid havde hjulpet ham til Regjeringen, maa man paa den anden Side erkjende, at den ej alene strengt taget var forskyldt, men at den ogsaa var nødvendig for Rigets Sikkerhed. Man maa stedse have for Øje, at der paa hiin Tid ikke fandtes noget Statsfængsel eller Forviisningssted hvor saa urolige Gemytter, som Rørek og Gudrød, kunde holdes i sikker Forvaring, og det var saaledes nødvendigt, paa andre Maader at betrygge sig mod deres Anslag. At Olaf virkelig havde alt at befrygte af Rørek, viser det følgende.
Ved Efterretningen om Sigurd Syrs Død begav Olaf sig til Ringerike, hvor hans Moder Aasta gjorde en stor Vejtsle for ham, og hvor han synes at have opholdt sig i nogen Tid, sandsynligviis for at ordne Arve-Anliggenderne med hende og sine Halvbrødre, Guthorm, Halfdan og Harald. Der fortælles, at da Aasta bragte dem hen til ham for at vise ham dem, tog han først Guthorm og Halfdan paa hvert af sine Knæ og satte et barskt Ansigt op mod dem, hvorover de bleve forskrækkede og løb bort; derpaa gjorde han det samme med den yngste, Harald, som da kun var tre Vintre gammel[2]; han lod sig ikke skræmme, men saa djærvt op mod Kongen. Olaf rykkede ham i Haaret, men Drengen rykkede ham igjen i Overskjegget; da sagde Kongen: „du vil siden blive hevnsom, Frænde!“ Dagen efter gik Kongen med sin Moder ude paa Gaardens Marker, og kom til Vandet, hvor Drengene stode og legte sig. Guthorm og Halfdan stode sammen og havde gjort en Deel Figurer, der skulde forestille Gaarde, Korn-
- ↑ Harald Haardr. Saga, Cap. 20, Snorre, Cap, 24, Fagrskinna, Cap. 171.
- ↑ Dette var om Vaaren 1018, thi havde det været om Vinteren vilde Drengene ikke kunne have leget ude ved Vandet. Var altsaa Harald da tre Vintre gammel, falder hans Fødsel i Løbet af 1015, hvilket nøje stemmer med hvad der ovenfor (S. 489) er anført om hans Fødselsaar, saa vel som om Tidsregningen i det hele taget. Det bekræfter fremdeles, at Olaf kom til Norge 1015, ikke 1014.
