Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/607

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
591
Olaf hos sin Moder Aasta.


lader, Kør og Sauder; men Harald stod et lidet Stykke derfra ved en Vig, og havde en Mængde Træspaaner, der fløde ved Landet. Kongen spurgte hvad det skulde betyde: „Hærskibe“, svarede han. Kongen lo og sagde: „det kan nok hænde, at du engang kommer til at raade for Hærskibe“. Kongen kaldte nu Halfdan og Guthorm til sig, og spurgte den sidste, hvad han helst ønskede flg meget af. „Agre“, svarede han. „Hvor store“, spurgte Kongen. „Saa store“, sagde Guthorm, „som hele dette Nes, der gaar ud i Vandet, naar det hver Sommer var tilsaaet“: paa Neset stode ti Gaarde. „Der kunde visselig staa meget Korn“, svarede Olaf. „End du“, sagde han til Halfdan, „hvad vilde du have mest af’.’“ „Kør“, svarede han. „Hvor mange“, spurgte Kongen. „Saa mange“, svarede Halfdan, „at de, naar de skulde drikke, stode ganske tykt rundt om dette Vand“. „Store Gaardsbrug vilde I have“, sagde Kongen; „deri ligne I eders Fader“. „Men du“, sagde han til Harald, „hvad vilde du have’.’“ „Huuskarle“, svarede Drengen. „Hvor mange“, spurgte Kongen. „Saa mange“, sagde Harald, at de i et eneste Maaltid aade alle min Broder Halfdans Kør“. Da lo Kongen og sagde til Aasta: „Her opføder du nok en Konge, Moder!“[1]

Fra Ringerike drog Olaf atter ud til Viken, hvor han før Paaske kom til Tunsberg. Den blinde Rørek havde han med sig, og behandlede ham meget godt; han gav ham to Mænd til Opvartning, lod han sidde ved sin Side i Højsædet, holdt ham vel i Mad, Drikke og Klæder, og lod ham faa rigelige Lommepenge. Rørek var dog, som man let kan begribe, mørk og ordknap, og svarede som oftest tvært og kort, naar man talte til ham. Han plejede ofte at lade sin Skosvend lede sig afsides fra andre, hvor han da pryglede ham. Følgen var at Skosvenden tilsidst løb fra ham. Rørek sagde til Kongen, at Drengen ej vilde tjene ham, og Kongen gav ham da en ny Tjener, men det gik ikke bedre med denne, og lige saa lidt med hans Efterfølgere, indtil Olaf satte en Mand ved Navn Svein, der var noget beslægtet med Rørek og tidligere havde været hans Mand, til at opvarte ham. Det var dette, som Rørek havde ønsket. Han vedblev vel endnu med sit Stivsind og sine afsides Vandringer, men i Stedet for at prygle Svein som de forrige Tjenere, naar de vare i Eenrum, var han venlig og

  1. Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 74, Snorre, Cap. 75. Den legendariske Saga, Cap. 29 fortæller dette noget anderledes, i det den lader Samtalen foregaa medens Sigurd Syr endnu levede, nævner intet om Guthorm eller om Olafs Forsøg paa at prøve Drengens Mod, tilføjer at Halfdan da var 7 Aar gammel, og udtværer Kong Olafs Svar om Harald. Den lader ogsaa Vandet, om hvilket Kørne skulde staa, være Mjøsen, hvilket naturligviis er urigtigt. Kongesagaerne nævne „et Tjern“, men det er øjensynligt Tyrifjorfjorden, ved hvilken Sigurd, ifølge Sagnet, skal have boet paa Bønsnes; og Neset er altsaa hele dette i Tyrifjorden fremstikkende Nes.