gen kom ud. Saaledes ventede de, indtil det blev lyst. Smaakongerne, der ej vare mandsterke nok til at tænke paa Forsvar, bleve alle fangne og førte frem for Olaf, der straffede dem mere eller mindre haardt. Ring, den raumarikske og den hadelandske Konge slap med at aflægge Ed paa at de skulde forlade Norge og aldrig komme tilbage. Paa Gudrød derimod, som allerførst havde raadet til at stræbe ham efter Livet, lod han Tungen udskære. Rørek, hvis Klogskab og Dristighed han især frygtede, og som han troede aldrig at kunne lide paa, om han end indgik Forlig med ham, lod han blinde og beholdt ham hos sig for stedse at have ham under Opsigt. De Lendermænd og Bønder, der havde deeltaget i Sammensværgelsen, straffedes ligeledes enten med Landflygtighed eller Lemlestelse; enkelte bleve dog tagne til Naade. Af de øvrige tog Kongen Gisler for at sikre sig deres Troskab, idet han underlagde sig Kongernes Besiddelser, og udskrev Vejtsle-Gjeld fra Hedemarken og Gudbrandsdalen, som han nu ikke agtede at besøge, hvorimod han vendte tilbage til Raumarike og derfra til Hadeland[1].
Den samme Vinter (i Begyndelsen af Store! 1018) døde Olafs Stiffader Sigurd Syr. Han omtales ikke synderligt efter Nesje-Slaget, og Olaf kom vel heller ikke i videre Berørelse med ham, da han i al den Tid ej besøgte Oplandene; men at Forstaaelsen mellem dem ej var den
- ↑ Det er allerede oftere omtalt, at den legendariske Saga lader Olaf fange 11, Fagrskinna 9 Konger, og at Flatøbogen ligeledes etsteds (Fornm. S. V. 268) nævner 9, et andet Sted (V. 170) 11 Konger, paa begge Sider Paaberaabende sig Styrme. Hvad sidstnævnte Sted angaar, maa det dog merkes, at der staar „hine fem Konger, og de andre sex, som Styrme regner“, hvorhos følgende Vers af Sighvat anføres: „den gavmilde Konge vandt Oplandene og oprettede Christendommen, som Indbyggerne siden overholdt. Før den Tid herskede der elleve Ødelæggere af Guldet, men nu maatte Indbyggerne give Gisler“. Men det indsees let, at disse „Ødelæggere af Guldet“ slet ikke alle behøve at være Konger. Ottar svarte, ligeledes samtidig med Olaf, siger derimod i et mat Vers, der anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 73, Snorre, Cap. 72: „Guld-Uddeleren har gjengjeldt de onde Landsstyrere alle deres snedige Raad. Hærstyrer, du lod fordum de hedemarkske Konger nyde forskyldt Løn, da de tiltænkte dig Forræderi. Stridskæmpe! I har forjaget Fyrsterne fra Riget; Sverdenes Rødfarver, din Dygtighed var større end deres. Enhver af dem flygtede fjernt fra dig, Konge, hvilket Folket nok fik vide; I heftede (afskar) Tungen paa den, der sad nordligst (Gudrød i Dalene). Nu hersker du over det Land, som de fem Konger fordum beherskede. De brede Ættelande øster til Eid ere dig undergivne, ingen Kriger sad forhen over et saa stort Rige“. Dette viser, at Kongernes rette Antal dog kun var fem, og det bekræfter i det hele taget Sagaens Fortælling. Hvor Nitallet, der dog findes i Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, hidrører fra, er umuligt at sige. At den legendariske Saga for øvrigt lader Olaf fange Kongerne samme Vinter, han opholdt sig hos Sigurd Syr, er ovenfor nævnt. Den fortæller den hele Begivenhed ganske kort, men fremstiller den saaledes, at Olaf ej lod Kongerne mishandle, førend han forgjæves havde forelagt dem det Vilkaar, at frasige sig Kongeværdigheden og blive Lendermænd.
