af eder nogen Mand, som frygter for at tage ham af Dage, hvis han farer i Hænderne paa os her paa Hedemarken, thi det forsikrer jeg, at aldrig bære vi Hovedet frit, saa længe Olaf lever“. Dette virkede, og alle erklærede sig enige med ham. Da sagde Rørek: „have vi nu først besluttet dette, bør vi og gjensidigt forbinde os med hinanden dertil saa fast, at vi kunne stole paa at ingen svigter. Skal Olaf angribes her paa Hedemarken, føler jeg mig ikke tryg, hvis nogle af eder ere her, nogle oppe i Dalene; jeg fordrer at vi alle skulle forblive tilsammen baade Nat og Dag, indtil vort Anslag er udført“. Dette sandt de andre billigt, og saaledes besluttede de da at holde sig sammen. De lode Vejtsler berede for sig paa Ringsaker, og holdt Omgangsgilder, medens de uafladeligt ved Spejden holdt Øje med Olafs Færd, saa at de til enhver Tid vidste, hvor han var, eller hvor mange Folk han havde om sig. Olafs store Følge foraarsagede, at han maatte opholde sig kortere ved de fleste Vejtsler, end fra først af paatænkt, da det samlede Forraad ej strak til; og saaledes kom han tidligere end aftalt op til Eidsvold ved Mjøsen. Kongerne havde imidlertid sammenkaldt Lendermændene og de mægtigere Bønder fra alle de oplandske Fylker, og aabenbaret dem sin Hensigt; de bestemte en Dag, naar den skulde udføres, aftalte at enhver Konge skulde have 360 Mand, og sendte Lendermændene hjem for at samle Folk. De fleste af de sammenkaldte Mænd syntes godt om denne Plan. Dette var derimod ikke Tilfældet med Kong Olafs Ven Ketil Kalf paa Ringenes, der ogsaa var tilstede paa Mødet. Da han om Aftenen kom hjem, skyndte han sig at spise Natverd, men roede derpaa om Natten med 40 vel bevæbnede Huuskarle paa den Karve, Olaf strax efter Nesje-Slaget havde givet ham, ud til Minne, hvor han kom tidligt om Morgenen. Han lod 20 Mand passe paa Baaden, med andre 20 Mand gik han i Land for at opsøge Kongen, og traf ham just som han kom fra Ottesang. Ketil sagde, at han ønskede at tale med ham i Eenrum De gik derpaa afsides, og Ketil underrettede ham nu om hvad Oplandskongerne havde for. Kongen lod strax alle sine Mænd kalde sammen, sendte nogle om i Bygden for at skaffe Rideskyds, og andre op til Mjøsen for at tage alle de Baade, som de kunde finde, og ro ham imøde med dem. Derpaa gik han til Højmesse og siden til Bords; efter Maaltidet gjorde han sig rede og skyndte sig saa hurtigt som muligt op til Vandet. Her mødte Skibene; selv gik han i Karven med saa mange Mænd, som den rummede; de øvrige indskibede sig som de bedst kunde paa de øvrige Farkoster. I alt var det henimod 360 Mand. Om Aftenen satte de fra Land, og roede i stille Vejr op efter Mjøsen om Natten. Endnu før Dag kom de til Ringsaker, hvor de udsatte Vagter ej bleve dem var, førend de vare ganske nær ved Gaarden. Ketil og hans Folk vidste godt, i hvilke Huse Kongerne laa. Disse lod Kongen omringe, og nøje passe paa at in-
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/604
Utseende
Denne siden er korrekturlest
578
Olaf Haraldssøn.