Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/597

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
571
Fred i Kongehelle.


at kaste; denne skal have svaret at Gud nok, om han vilde, kunde unde ham et lige saa godt Kast, hvorefter han ligeledes skal have kastet Sexer alle. Atter skal nu Sviakongen have kastet Sexer alle, men da Olaf, Norges Konge, igjen kastede, skal den ene Terning være gaaet itu, saa at der tilsammen laa 13 Øjne oppe, og Bygden saaledes kom til at tilhøre Norge[1]. Af hvad der senere berettes, erfarer man, at Olaf, Norges Konge, fremdeles betragtede sig som Herre over Jemteland; Vermeland derimod synes at være anseet som tilhørende Gautland[2].

Fredsslutningen i Kongehelle er merkelig, ej alene fordi Olaf derved for en Tidlang befriedes fra fremmede Fiender og fik frie Hænder til at ordne Rigets indre Anliggender, men ogsaa fordi det var den første Gang at Norges Selvstændighed og Uafhængighed erkjendtes af en fremmed Magt, og den første Gang, at han eller overhoved noget Medlem af Harald Haarfagres Æt behandledes og anerkjendtes af en Lodbroke-Ætling som Ligemand og lovlig Overkonge over Norge. Den er derfor at betragte som det første Skridt, hvorved Norge traadte ind i de bestaaende Kongerigers, og Norges Kongeæt i de legitime Kongeslægters Række. De Begivenheder, som gik umiddelbart forud for Fredsslutningen og nærmest fremkaldte den, ere tillige merkelige, fordi de vise, hvilken venskabelig Stemning der paa denne Tid raadede mellem Norges og Sveriges Indbyggere, i den Grad, at Sviakongens haardnakkede Lyst til at underkaste sig Norge endog nær havde kostet ham Tronen[3].

  1. Hvilken Bygd dette var, vides ikke nøje; som bekjendt, er der i den sydlige Deel af Hisingen en Strækning, som altid, og endnu den Dag i Dag, har været regnet til Gautland; ved Siden af denne maa vel altsaa hiin omtvistede Bygd have ligget. Sagaen paaberaaber sig for øvrigt som Hjemmelsmand for denne Beretning en vis Thorstein frode, om hvilken intet nærmere vides.
  2. I Brynjulf Ulvaldes Grændseangivelse nævnes Gautelven som Grændse alene mellem Væneren og Havet, hvorved rigtignok Dalsland synes at maatte være regnet til Norge; derimod nævnes Skovmarkerne og Eidskogen længer mod Nord, hvoraf det altsaa fremgaar, at Vermeland regnedes til Sverige. Ligeledes nævnes Eidskogen saavel i den legendariske Olafssaga, Cap. 40, som i Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 15, som Norges Østgrændse.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 83–89, Snorre, Cap. 88–97. Det er Fremstillingen i disse, som ovenfor er fulgt, deels fordi den i og for sig, trods de enkelte nys paapegede mindre væsentlige Urigtigheder, er den sandsynligste og med de øvrige paalidelige Efterretninger om de Tiders Begivenheder meest overeensstemmendp deels fordi den og unegteligt er den ældste og bedste, og bærer umiskjendeligt Spor af at hidrøre fra Se- og Øre-Vidner. Den legendariske Olafssaga, Cap. 42–46, fremstiller Forhandlingerne langt anderledes, og aabenbart langt mindre rigtigt, hvorfor vi heller ikke ovenfor have taget Hensyn dertil. Da dens Fremstilling dog i visse Henseender er merkelig nok, og tillige indeholder eet og andet, der maaske nærmere kan oplyse eller forklare den anden, bør den ej forbigaaes med Taushed, og vi ville derfor her meddele