Medens Kong Olaf underhandlede med Sveriges Konge, havde han den hele Tid været utrætteligt virksom saavel for at styrke sit Herredømme, som at udbrede Christendommen i Viken og paa Oplandene, hvortil hans
et kort Uddrag deraf. Kong Olaf, som ønsker at faa stiftet Fred mellem begge Lande, heder det, sender i det Øjemed Bud ud til Island efter Hjalte, der forundrer sig over denne Anmodning, men dog strax drager afsted med Sendebudene. Han kommer til Norge, medens Olaf er i Throndhjem, men drager sydefter, i Stedet for at opsøge ham. Paa Sendebudenes Spørgsmaal, hvad dette skal betyde, svarer han at efter hans Mening var det for Øjeblikket bedst, om han ikke kom sammen med Kongen. Paa Rogaland kommer han til Bjørn Stallare og anmoder ham om at følge med, da Kongen havde tilladt ham at vælge hvem han vilde af 12 Lendermænd til at være med paa Rejsen. Bjørn og han drage, 20 Mand sterke, til. Kongehelle, derfra til Sverige og lige til Kongen. Da Hjalte paa dennes Spørgsmaal, hvorfra de ere, siger at de ere Nordmænd, bliver Kongen alvorlig, men formildes ved Hjaltes Ord, at de ere komne for at betale ham den Skat, der med Rette tilkommer ham. Endnu blidere bliver Kongen, da Hjalte forsikrer at han ikke engang har talt med den digre Mand, og bekræfter dette med Ed. Hjalte og hans Følge forblive nu hos Kongen om Vintren i Herlighed og Glæde. Blandt dem, der besøge Kongen, er ogsaa den mægtige Egil, Aastrids Fosterfader. Kongen finder megen Behag i at tale med Hjalte, og tillader ham ogsaa at besøge hans Datter Ingegerd. Dette skeer, medens Bjørn, der har faaet heftig Øjenverk, holder sig inde. Hjalte beklager Ufreden mellem Kongerne, men taler tillige meget godt om Kong Olaf Haraldssøn, og ytrer hvor ønskeligt det var, om et Giftermaal kunde komme istand mellem ham og hende. Hun bifalder hans Ord og lover at understøtte dem hos sin Fader. Kort efter bringer Hjalte Sagen paa Bane for Kongen, idet han beklager Krigstilstanden og at man ej skal kunne bringe ham Skatten for Olaf digres Skyld. Kongen svarer at han skal nok sørge for at de ej behøve at frygte Olaf. Hjalte finder dette rimeligt, men ytrer at det dog var bedst, om der kunde sluttes Fred, hvilket ogsaa Kongen sander. Hjalte foreslaar ham nu hiint Giftermaal, og han finder Forslaget antageligt, ja han bringer det endog selv paa Bane for sin Datter Ingegerd, som erklærer sig villig. Sviakongen giver nu Hjalte den Besked, at hvis Olaf Haraldssøn selv vil komme til ham og vise sit venskabelige Sindelag ved at slutte en fuldstændig Fred, skal han ej forsmaa hans Bejlen. Med dette Bud drager Hjalte til Kong Olaf Haraldssøn i Throndhjem. Denne tager ham det først ilde op, at han allerførst har opsøgt hans Fiende Sviakongen uden at melde sig hos ham; men Hjalte forklarer ham Nødvendigheden af denne Forholdsregel, da han nemlig vidste, at Sviakongen ej vilde have modtaget ham, om han først havde besøgt hans Modstander; selv vilde han heller ikke udsætte sig for at sværge falsk Ed; for at vinde ham, havde han og betalt ham Landøre; nu, siger han, havde Sviakongen lovet at indfinde sig til et Møde med Olaf øster ved Elven. Olaf takker Hjalte for hans vel udførte Hverv, hvorpaa Hjalte rejser hjem til Island. Kongerne indfinde sig ved Modet, og Olaf Sviakonge fæster sin Datter til Norges Konge, hvorpaa hver drager hjem til sit. Men da hænder det at Sviakongen kommer hjem fra Jagten, og at Ingegerd, da han roser sig af sit Held, siger at Olaf Haraldssøn paa een Mor-
