Kongetitel, og herske over en Deel af Landet efter nærmere Overeenskomst, dog skulde han være forpligtet til at staa paa Bøndernes Parti, om Kong Olaf atter gjorde noget, hvori Bønderne ej vilde finde sig. Saaledes var den farlige Opstand ved hine Raadgiveres Klogskab dæmpet paa den efter Omstændighederne lempeligste Maade, og Olaf slap nogenlunde vel derfra, skjønt det maa have krænket hans Stolthed dybt at finde sig i de ham paalagte Betingelser. Det synes ogsaa af hvad der andensteds berettes, som om Olaf opslog sin Residens i Skara i Vestergautland, aabenbart fordi Opholdet i Uppsala efter denne Dag var ham forhadt[1]. Der blev strax sendt Gesandter til Kong Olaf i Norge for at underrette ham om det forefaldne, og indbyde ham til et Møde med Sviakongen i Kongehelle. Olaf, som fremdeles helst ønskede Fred, og som desuden havde al Grund til at være tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde sig strax rede, og indfandt sig i Kongehelle til bestemt Tid. Her indtraf ogsaa Sviakongen, der nu, som det freder, var god og føjelig at komme til Rette med. Det kan heller ikke slaa fejl, at begge Kongers Iver for Christendommen maa have dannet et Tilknytningspunkt imellem dem, som ved deres personlige Møde bidrog mere end alt andet til at udslette al fordums Fiendskab og Harme. De sluttede Forlig og Fred, og bestemte følgelig nøje, hvorledes Grændseskjellet mellem begge Lande skulde gaa. Dog berettes intet udtrykkeligt herom, uden dette, at Kongerne besluttede ved Terningkast at afgjøre, til hvilket af Rigerne en Bygd paa Hisingen, der snart havde været regnet til Norge, snart til Gautland, skulde høre. Sviakongen, som kastede først, skal have slaaet op Sexer alle, og sagt, at Olaf Haraldssøn nu ikke behøvede
- ↑ Mag. Adam, l. c. Da Hedningerne, siges der her, merkede hvad Olaf havde fore med Hensyn til Uppsalatemplet, holdt de Thing med ham og betydede ham, at om han vilde være Christen, burde han vælge den Deel af Sverige, om det saa var den bedste, til Opholdssted, hvor han kunde oprette en Kirke og christelig Menighed, uden at tvinge nogen til at antage Christendommen, der ej frivilligt ønskede det. Glad over denne Bestemmelse, siges der videre, grundede han en Kirke og et Biskopssæde i Skara i Vestergautland, hvor en vis Thurgøt, paa Olafs Anmodning, indviedes til Biskop af Erkebiskop Unwan i Bremen, til hvilken Olaf sendte overmaade store Gaver. Det siges just ikke, at Olaf selv tog Sæde i Skara, men det ligger dog næsten i Ordene, og synes at falde af sig selv, at han efter den Tid ej kunde vedblive at opholde sig i Uppsala, hvor, som vi af den oven meddeelte Beretning see, endog hans nærmeste Omgivelser vare hedenske. At de Forhandlinger med de hedenske Uppsviar, som Mag. Adam omtaler, have været de samme, som de, der i Sagaen saa vidtløftigt fremstilles, hvorved Anund ophøjedes til hans Medregent, kan ej betvivles. Den kirkehistoriske Forfatter har nærmest dvælet ved den kirkelige, Sagaberetteren ved den politiske Side af Sagen. Opstandens Virkelighed bekræftes for øvrigt ved Sighvats Vers i Østerfarer-Viserne: „da jeg kom fra Vesten, havde Eriks Søn, der tidligere sveg Aftalen, ophidset Folket mod sig“.
