han har selv beskrevet sine Gjenvordigheder i et Digt om denne Rejse, kaldet Østerfarerviserne[1]. Ragnvald Jarl tog meget venskabeligt mod Sighvat, som forblev der temmelig længe, og erfarede af Breve fra Ingegerd at Kong Jaroslav i Holmgard eller Novgorod havde ladet bejle til hende ved Gesandter, der nu befandt sig ved hendes Faders Hof, – sandsynligviis ogsaa for at bede om Hjelp mod Jaroslavs Modstander Svjatopolk, – og at denne havde givet et gunstigt Svar. Haabet om at Giftermaalet mellem Norges Konge og Ingegerd kunde komme istand, var saaledes ganske forbi. Men Olaf svenske havde endnu en Datter, ved Navn Aastrid. Hun var vel ikke egtefød, som Ingegerd, thi hendes Moder Edla, Datter af en vendisk Jarl, og fangen paa et Krigstog, havde kun været Olafs Frille, med hvem han havde haft flere Børn, førend han blev gift; men hun var dog baade smuk og forstandig og meget afholdt. Hendes Stifmoder, Dronningen[2], havde ej kunnet lide sin Mands Slegfredbørn, hvorfor de vare satte til Opfostring paa forskjellige Steder; saaledes sendtes Sønnen, Emund, til sine Fri-ender i Vendland, og Aastrid blev opfostret i Vestergautland hos en anseet Mand, ved Navn Egil. Aastrid kom just i Besøg til Ragnvalds Hof, medens Sighvat opholdt sig der. Han blev snart kjendt med hende, især da hun allerede paa sine Beslag hos sin Fader havde hørt ham omtale af hans Systersøn Ottar svarte. Jarlen spurgte Sighvat, om han ikke troede at Kong Olaf Haraldssøn gjerne vilde faa Aastrid til Egte, thi i saa Fald vilde man ikke engang spørge Sviakongen om Lov,
- ↑ Det er disse Viser, af hvilke, som ovenfor omtalt, enkelte Vers synes at have været udrevne og fortolkede som om de handlede om en tidligere Rejse, Sighvat skulde have foretaget. Blandt de Gjenvordigheder, som omtales, ere, at Sighvat, førend han kom til Eid (nu Ed i Eds Sogn, i Vedbohered, Dalsland), kun med stor Fare kom over Aaen (rimeligviis den, der forbinder Logsø med Storelee); derpaa drog han over den tolv Mile lange Eid-Skov, hvor Gautland begyndte. Paa en Gaard, kaldet Hof (Storehof i Skaaningshered?) fik han om Aftenen ej Lov til at komme ind, fordi der, som man sagde, holdtes helligt; paa en anden Gaard blev han afviist, fordi der anstilledes Alfeblot. En anden Aften blev han afviist af 3 Bønder, der alle hed Ølve. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 70, 86, Snorre, Cap. 70, 93.
- ↑ Dronningens Navn nævnes ikke i vore Sagaer; derimod siger Mag. Adam, (II. 37), at hun hed „Estred“ d. e. Aastrid, og var fra Abotriternes Land. Ligeledes heder det i den legendariske Saga, Cap. 46, at Olaf Sviakonges Hustru hed Aastrid og var vendisk. Dette stemmer dog ikke med, hvad der senere siges i Olaf den helliges Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96, at Ingegerd, Dronningens Datter, var paa alle Sider af Uppsala Æt, medens Frilledatteren Aastrid var halv vendisk; se nedenfor S. 569, det er vel derfor ogsaa urigtigt. Da det tillige skulde synes som om Ingegerds Gaarde paa Ulleraker var hendes mødrene Besiddelser, maa man antage, at Mag. Adam har misforstaaet sin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfssøn, og at Ytringen i den legendariske Saga middelbart hidrører fra Mag. Adams Verk.
