især da Aastrid selv var meget villig dertil. Lidt før Juul vendte Sighvat tilbage til Kong Olaf, og berettede, hvorledes Sagerne nu stode. Olaf blev i Førstningen ilde tilmode ved at høre om Jaroslavs Frieri, og talte paany om at lade Sviakongen føle sin Hevn. Men da han siden nærmere spurgte Sighvat om, hvorledes han havde haft det i Gautland, greb denne Lejligheden til at udbrede sig vidt og bredt over Aastrids Skjønhed og Forstandighed; han sagde at hun ikke i mindste Maade stod tilbage for Ingegerd. Da Sighvat merkede, at dette faldt godt i Kongens Øre, rykkede han videre frem med den Plan, han, Jarlen og Aastrid havde udtænkt. Kongen lod til at finde Behag deri, og sagde: „Sviakongen tror nok ikke at jeg tør egte hans Datter mod hans Vilje“. For øvrigt indviede Kongen endnu ikke flere i Planen, men talte kun i al Hemmelighed med Sighvat derom. Han spurgte Sighvat Nøje ud om Ragnvald Jarl, hvor vidt denne var ham oprigtigt hengiven eller ej; Sighvat svarede at Olaf ikke havde nogen paalideligere Ven, og at Ragnvald Nat og Dag vaagede over hans Tarv. Olaf besluttede sig da i al Stilhed til at gaa ind paa hans Forslag. Med denne Besked sendtes Sighvats Systersøn Thord Skotakoll, ledsaget af Sighvats Skosvend, strax efter Julen hemmeligt til Ragnvald. Da denne havde hørt deres Ærende og seet de Jertejner, de medbragte, gjorde Ragnvald sig strax rejsefærdig, og drog med Kongedatteren Aastrid og et Følge af over 100 udvalgte Mænd, deels Hirdmænd, deels mægtige Bønders Sønner, alle herligt klædte og udrustede, til Sarpsborg, hvor de ankom ved Kyndelmisse-Tider (1019). Olaf havde til deres Modtagelse beredt et prægtigt Gilde, hvortil mange Stormænd af de nærmeste Hereder vare indbudne. Efter en kort Samtale mellem Olaf, Ragnvald og Aastrid bortfæstede Jarlen hende til Olaf med den samme Medgift, som hendes Syster Ingegerd skulde have haft, og strax derefter blev Brylluppet holdt, hvorefter Ragnvald Jarl vendte tilbage til Gautland, fik ved Afskeden store og gode Gaver af Kongen, og vedblev at være hans trofaste Ven, saa længe han levede[1].
Da Sviakongen erfarede dette, blev han naturligviis i højeste Maade opbragt, og kaldte det et Forræderi, hvorfor Ragnvald skulde undgjelde med sit Liv. Hans. Beslutning, at bortgifte Ingegerd til Jaroslav, blev nu saa meget fastere, og da Jaroslav om Vaaren sendte et nyt Gesandtskab for at faa et endeligt Svar, sagde han til Ingegerd, at det var hans bestemte Vilje, at hun skulde egte Jaroslav. Ingegerd erklærede sig villig dertil, imod at faa som Livgeding Aldegjeborg med tilliggende Hereder, altsaa omtrent det nuværende Ingermannland eller det St. Petersburgske Gouverne-
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 86, 87, Snorre, Cap. 92–94.
