og gjort mig saa megen Skade i Ran og Manddrab“. Disse Ord vare tilstrækkelige til at vise Ingegerd, hvad hendes Fader havde i Sinde. Hun sendte strax Bud til Ragnvald Jarl og lod ham melde, at hendes Fader havde brudt den hele Aftale, saa at man i Vestergautland maatte tage sig vare for Nordmændene, der nu efter al Sandsynlighed vilde begynde at herje i deres Land. Da Jarlen havde modtaget Budskabet, lod han Advarsel udgaa over hele sit Jarledømme, og sendte tillige Gesandter til Kong Olaf, for at underrette ham om hvorledes Sagerne stode, men bad ham derhos ikke at begynde Krig, da han selv for sin Part helst ønskede at holde Fred og Venskab med ham. Kong Olaf blev, som man let kan forstaa, yderst opbragt ved denne Efterretning. Ikke nok, at han var bleven skuffet, og til ingen Nytte havde gjort alle de store og prægtige Forberedelser; men han var tillige bleven haanet i sine Mænds Øjne, der saaledes paa en vis Maade havde været Vidne til, at Sviakongen ej agtede ham god nok til sin Datter. Han tog sig saa nær deraf, at han i flere Dage neppe talte et Ord. Siden lod han de tilstedeværende Høvdinger sammenkalde til et Huusthing, hvor Bjørn Stallare gav en fuldstændig Beretning om sin hele Rejse, og i Kongens Navn forelagde dem det Spørgsmaal, om man strax skulde begynde at herje paa Gautland, eller finde paa noget andet. Høvdingerne havde ingen Lyst paa, strax at begynde Krig. „Vel“, sagde de, „ere vi her temmelig mandsterke, men de fleste af os ere blandt de mægtigste og meest anseede Mænd i Landet, der ej pleje at drage i Krig uden at være ledsagede af mange andre yngre„ og ringere Mænd, der gaa foran dem og beskytte dem; slige unge Mænd, der gjerne ville vinde Gods og Hæder, passe bedst til at drage i Felten, og den fattige strider ofte lige saa godt som den rige“. Det blev da besluttet, at der denne Gang ej skulde foretages noget, derimod vare alle enige i at Kongen næste Sommer skulde udbyde Leding af hele Riget, for at lade Sviakongen undgjelde for sin Uordholdenhed. De forsamlede Høvdinger droge altsaa hver til sit, og Kongen selv vendte tilbage til Sarpsborg, for som sædvanligt at tilbringe Vintren der[1].
Det var at forudsee, at der ogsaa gaves nogle, der ytrede Mistanke mod Ragnvald Jarl, som om han skulde have spillet under Dække med Sviakongen. Andre derimod sagde, at han var Olafs oprigtige Ven, blandt dem Sighvat Skald, som endog tilbød sig at gjøre en Rejse til Jarlen for at indhente Efterretninger om, hvad Sviakongen nu tog sig for, og forsøge øm det var muligt, atter at bringe et Forlig istand. Kongen modtog Tilbudet med Glæde, og Sighvat rejste med to Følgesvende fra Sarpsborg ved Vintrens Begyndelse[2]. Hans Rejse var meget besværlig, og
