drog paa Tog til forskjellige Lande, og underkastede sig Finland, Karelen, Estland, Kurland og andre Lande i Østen, hvor man endnu kan see de Jordborge og store Befæstninger, han opbyggede; men han var slet ikke saa overmodig, at han ej villigt hørte paa de Mænd, der havde noget nødvendigt at tale med ham. Min Fader Thorgny var i lang Tid hos Kong Bjørn og kjendte godt hans Sind; i hans Tid var Riget mægtigt, og led intet Afbræk[1], men han var dog god at komme til Rette med for sine Venner. Jeg selv husker grant Kong Erik Sejrsæl, og ledsagede ham paa mange Krigstog; han forøgede Sviarnes Rige og værgede det tappert: men han modtog dog villigen Raad af os. Vor nuværende Konge derimod tillader ingen at tale, uden hvad han selv synes om. Paa at overholde dette anvender han al sin Kraft, medens han derimod lader sine Skatlande falde fra af Mangel paa Kraft og Driftighed. Han tragter efter at holde Norges Rige under sit Herredømme, hvilket ingen svensk Konge før ham har gjort, og derved forvolder han mange Folk Uro. Nu ønske alle vi Bønder eenstemmigt, at du slutter Fred med Norges Konge Olaf digre, og giver ham din Datter Ingegerd til Egte. Vil du da paany underkaste dig de Riger i Austerveg, som dine Frænder og Forfædre have haft, skulle vi alle følge og understøtte dig. Men vil du nu ikke handle efter vort Ønske, da ville vi ikke finde os i at taale Ufred og Ulovlighed for din Skyld, men angribe og dræbe dig: saaledes have vore Forfædre gjort før os, da de styrtede fem Konger, der havde viist sig lige saa overmodige, som du nu har viist dig mod os, ned i en Sump paa Mulathing. Vælg nu strax et af disse to“. Ved disse Ord gjorde hele Thingalmuen sterkt Vaabenbrag og Gny. Da fandt Kongen det raadeligst at give efter. Han stod op, og erklærede at han vilde følge alle de foregaaende Sviakongers Exempel, nemlig i eet og alt at rette sig efter Bøndernes Vilje. Da standsede Larmen, og Kongen, Jarlen og Thorgny traadte sammen for nærmere at afhandle Sagen. Det besluttedes, at Sviakongen skulde indgaa Forlig og Fred med Kong Olaf Haraldssøn paa de Vilkaar, denne havde foreslaaet, og at han tillige skulde give ham sin Datter Ingegerd til Egte. Ragnvald Jarl modtog Festemaalet paa Kong Olafs Vegne, ligesom ogsaa Sviakongen overlod til ham at sørge for alt det fornødne i denne Sag, der rimeligviis var Kongen selv altfor forhadt til at han skulde ville befatte sig dermed. Da Jarlen drog hjem fra Thinget, meldte han sig hos Ingegerd, og berettede hende Sagens Udfald: hun viste sin Tilfredshed ved strax at medgive Bjørn Stallare en prægtig Kaabe af Pell med Silkeremme, hvilken
- ↑ At disse Ord ej maa tages altfor bogstaveligt, er ovenfor viist, S. 87. Det er nemlig af Beretningen om Erkebiskop Unnes Rejse til Sverige temmelig klart, at Riget under Bjørn var splittet ad: dog er det rigtignok muligt, at han i sin lange, femtiaarige Regjerings-Tid atter har samlet det til eet.
