nogen Forlegenhed; førend du tilsagde din Bistand i denne Sag, burde du have betænkt, at du ej var mægtig nok til at staa Kong Olaf imod. Da tykkes det mig dog lige saa hæderligt kun at regnes blandt Bønderne, men have Frihed og Dristighed til at sige hvad man vil, om saa Kongen selv er tilstede. Imidlertid skal jeg dog komme til Uppsalathinget og understøtte dig saaledes, at du uden Frygt for Kongen kan sige hvad du vil“. Jarlen takkede ham meget for dette Løfte, og blev hos ham til Thingtid; da rejste Thorgny, Jarlen og Bjørn i eet Følge til Uppsala.
Paa Thinget var en stor Mængde Folk forsamlet. Kongen var selv tilstede med sin Hird. Den første Dag, da Thinget var sat, sad han paa sin Kongestol, omringet af sin Hird. Lige over for ham sad Ragnvald Jarl og Thorgny paa en Stol: foran dem sad Jarlens Hird og Thorgnys Huuskarle. Bjørn havde taget Plads ved Siden af Jarlens Stol. Bagenfor stod hele Bondehoben, der tillige havde besat alle Højder og Steder omkring, hvorfra man bedst kunde see og høre. Da de sædvanlige Sager, som Kongen havde at forhandle, vare tilendebragte, rejste Bjørn Stallare sig, og sagde med høj Stemme, saa at Kongen kunde høre ham: „Kong Olaf har sendt mig hid for at tilbyde Sviakongen Forlig, og det Grændseskjel, som fra gammel Tid har været mellem Norge og Svithjod“. Da Kongen hørte „Kong Olaf“ nævne, troede han først, at Taleren meente ham, men da han hørte tale om Grændseskjel mellem Sverige og Norge, kunde han skjønne, hvad der sigtedes til, løb op, og raabte med høj Røst, at den Mand skulde tie stille, da slig Tale ikke nyttede til noget. Bjørn satte sig ned, men Ragnvald Jarl rejste sig, talte om Olaf digres Fredstilbud, om Vestgauternes Nød og Ulempe formedelst Krigstilstanden, og sluttede med, at Olaf, Norges Konge, havde sendt Gesandter til Svithjod for at bede om at han maatte faa Kongedatteren Ingegerd til Egte. Kongen stod op og erklærede, at han ikke vilde høre om noget Forlig; derimod bebrejdede han Jarlen tilbørligt, at han paa egen Haand havde dristet sig til at stifte Fred og Venskab med den digre Mand. Sligt, sagde han, er ikke bedre end Landsforræderi, og du fortjente derfor at jages ud af Landet; det kommer altsammen, det veed jeg, fra din Hustru Ingebjørg, og det er stor Skade, at du skal have egtet en saadan Kvinde“. Han vedblev en Tidlang paa denne Maade; og talte især med Harme om Olaf digre. Da han satte sig, var det først stille en Stund. Da rejste Thorgny sig. Strax stode alle Bønderne op og trængte sig under megen Støj og Vaabengny sammen om ham, for bedre at høre, hvad han sagde. Endelig blev det atter stille, og da begyndte Thorgny saaledes: „Anderledes er Sviakongernes Sind nu beskaffent end i fordums Dage. Min Farfader Thorgny kunde huske Uppsalakongen Erik Emundssøn, og sagde om ham, at da han var i sine raskeste Aar, havde han aarligt Leding ude,
