havde ytret Lyst til at slutte Forlig med eder, da han jo nok indseer at hans Magt er langt mindre end eders. Ja man talte endog om at han tænkte paa at bejle til eders Datter Ingegerd, hvorved Forliget højligen vilde styrtes. Efter hvad jeg hørte forstandige Mænd sige, skal han og være en meget udmerket Mand“. „Saadant“, svarede Kongen, „maa du ikke tale, Hjalte; jeg skal ikke tage dig disse Ord ilde op, fordi du ej vidste at de vare forbudne, men nu vil jeg lade dig vide, at det ej er tilladt at kalde den digre Mand Konge her i min Hird. Det er heller ikke paa langt nær saa meget bevendt med ham, som mange lade sig forlyde med, og du vil vist med mig erkjende, at et saadant Giftermaal, som det, du omtalte, langtfra er passende, naar jeg siger dig, at jeg nu er den 10de Konge i Uppsala[1], og at vi Frænder Mand efter Mand have arvet Riget og været Enevoldskonger ej alene over Sverige, men ogsaa over mange andre store Lande, ligesom vi alle have været Overkonger over de andre Konger i Norden[2]. Norge derimod er kun lidet og adspredt bebygget; der har der blot været Smaakonger. Harald Haarfagre bragte det vel til at erhverve Magten og underkaste sig Fylkeskongerne; men han tog sig dog klogeligen vare for at tragte efter Sviakongens Stige, derfor lod Sviakongerne ham sidde i Fred[3]. Haakon Adelsteensfostre sad i Fred, indtil han begyndte at herje paa Gautland og Danmark; da rejstes der en Flok mod ham, og han mistede Liv og Rige. Gunnhilds Sønner bleve ligeledes tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen, som gjorde Norge skatskyldigt. Harald Gormssøn kunde dog ikke maale sig med vor Frænde
- ↑ Disse 10 Uppsalakonger vare rimeligviis: Bjørn Jernside, Erik Bjørnssøn, Erik Refilssøn, Emund eller Anund, Bjørn paa Hauge (egentlig Konge i Sigtuna, men ogsaa til en Tid Uppsalakonge, da Anund var fordreven), Erik Emundssøn, Bjørn den gamle, Olaf Bjørnssøn, Erik Sejrsæl, Olaf Skotkonung, se ovf. I B. S. 376, jfr. dette B. S. 86–86. Ved denne Lejlighed ville vi berigtige en ovenfor i Noten S. 87 indkommen Fejl, der grunder sig paa en af de hyppige Fejllæsninger i Udgaven af Olaf d. helt. Saga i Fornm. Sögur. Vi antydede paa hiint Sted, at Sagaens Udtryk om Erik Emundssøn, at han skal have naaet en Alder af 100 Aar, rimeligere bør henføres til Bjørn, som, ligeledes ved Fejllæsning eller Fejlskrivning, er udeladt. Men der staar ikke engang, som Fornm. S. IV. har det om Erik: hann andaðiz er hann var nær tíræðr. Der staar: hann andaðiz þá er Haraldr var nær tvítugr (da Harald Haarfagre var henved 20 Aar gl.) Derpaa følger: „eftir hann var konungr i Svíþjóð Björn sun hans, hann vard sóttdauðr. Denne Rettelse skylder jeg den nye Udgave af Olafs Saga efter det ældste Haandskrift, ved Hr. C. Unger.
- ↑ Dette er vel deels en Overdrivelse, deels sigter det formodentlig til den overlegne Stilling, som baade Erik Sejrsæl og Olaf Skotkonung i Tiden mellem Harald Gormssøns Død indtil Sven Tjugeskeggs Giftermaal med Sigrid Storraade (986–999) havde indtaget, nemlig som Konger baade i Sverige og Danmark, og følgelig med Fordring paa Norge.
- ↑ Vi have dog seet, at der var en Fejde mellem Harald Haarfagre og Erik Eimundssøn. Sviakongen udtrykker sig overhoved ikke ganske nøjagtigt.
